Bestigning af Col de Joux Plane

På første etape af Cykelnerven 2016 sluttede vi af med Col de Joux Plane, som af mange beskrives som det måske værste bjerg i dette års Tour de France. Se statistisk på bjerget herunder:

  • Kategori: HC
  • Top: 1.691 m.o.h.
  • Stigning: 986 meter
  • Længde: 12,9 km
  • Stigningsprocent i snit: 7,6%
  • Max. stigningsprocent: 13%

Hvor vi fik lov at cykle Col de la Ramaz i tørvejr, så var rammerne skiftet fuldstændigt ud til Col de Joux Plane. Allerede på det 10 km lange transportstykke fra vores depot i Taninges til foden af bjerget begyndte det så småt at regne, og det tog kun til, jo længere vi kom op ad bjerget.

Col de Joux Plane lå efter 105 km af denne etape, så det var selvsagt med lettere trætte ben, at vi tog hul på den. Og som profilen herover afslører, så er det netop i starten af bjerget, at den er særdeles hård.

Skærmbillede 2016-07-23 kl. 14.58.39

Starten fra Samoëns

Det var simpelthen så meget regnvejr, og i parantes at bemærke, også en så hård at stigning, at det ganske enkelt var umuligt for mig at hive telefonen frem og tage billeder undervejs. Jeg kan heller ikke finde nogle billeder fra andre på lige præcis dette bjerg, derfor må I få fornøjelsen af disse Google Streetview billeder fra en efterårsdag i 2009. Tilføj en masse regn og grå skyer, så ser det ret virkelighedstro ud. Ja, hvis I så 20. etape af dette års Tour de France, så I samme udgave af Col de Joux Plane som vi også oplevede den 16. juni.

Det var i lige præcis dette sving i Samoëns, se billedet herover, at starten gik på små 13 kilometers ondskab.

Vi var kommet frem til byen i en stor samlet flok alle os “røde ryttere”, det vil sige alle os hurtige ryttere.
Med succesoplevelsen på Col de la Ramaz var jeg ansporet til at køre med om sejren. Men en blanding af regnvejret, og så at se en håndfuld af de hurtigste lægge ud i en spurt fra første meter gjorde, at jeg hurtig opgav enhver tanke om at vinde denne bjergspurt.

Og da jeg samtidigt også var startet samtidigt med alle de hurtigste, ja, så fik jeg ikke rigtigt mulighed for at overhale så mange undervejs. Jeg mindes faktisk ikke, at jeg overhalede en eneste, hvis man lige ser bort fra starten, hvor jeg hurtigt fik sagt farvel til langt de fleste. Omtrent 10 mand var foran mig, og halvdelen af dem så jeg ikke igen før toppen.

 

En trios samarbejde

Jeg faldt dog i følgeskab med to andre ryttere, hvis nok fra det Sønderjyske hold. To ryttere, som jeg også lagde mærke til, at jeg overhalede på vej opad Col de la Forclaz. Men denne gang var vores pace mere ensartet. Uden egentligt at have intentioner om at ville følges med nogen, så passede vores fart fint sammen, da jeg kom op til dem.

Og sammen kørte vi i nogle kilometer, mens vi skiftedes til at tage føringer. Ikke så meget fordi vi ville tage føringer for hinanden, det parameter var alligevel ikke en faktor, der gjorde nogen forskel, men mere fordi vi, alt afhængigt af vejens forløb, havde forskellige måder at holde vores fart på. Nogen kørte stærkt ud ad sving, andre på stejle stykker osv osv.

Der var heller ikke det store overskud til at snakke sammen, fokus var simpelthen bare på at holde cyklen i et fremadgående tempo, alt imens vi indvendige bandede løs over regnvejret. Kulden var også ved at være en faktor nu.

Men netop som vi drejede rundt om et hårnålesving, så åbnede vejen sig foran os, nærmest som en rampe op i himlen, se bare billedet herunder.

Skærmbillede 2016-07-23 kl. 15.05.48

En trio bliver til en solo

Jeg nåede lige at sige til mine to følgesvende, at nu skulle vi da vist ikke kigge op. Og det var så netop, hvad mine to medryttere gjorde. Øjensynligt mistede de pusten, eller også kom mine færre kilo til sin ret. Et hul voksede i hvert fald min baghjul til deres forhjul, og langsomt gled jeg længere og længere væk fra dem.

Ikke voldsomt eller markant, men konstant mere og mere.
Og efterhånden som jeg tog det ene sving efter det andet og kunne kigge ned på hylden under mig, så kunne jeg se, at de også havde ophævet deres følgeskab og nu kørte hvert deres løb. Jeg begyndte at øge min fart lidt, nu skulle jeg ikke følges med nogen, og måske kunne jeg hente andre foran mig?

Jeg husker ikke, at jeg hentede andre. Faktisk husker jeg ikke mange detaljer fra de sidste kilometer til toppen. Men en tur i dag opad bjerget på Google Streetview giver mig nogle flashbacks.

Hvad jeg husker tydeligst var, hvor meget jeg led. Kulden og det konstante pres på benene med de stejle stigningsprocenter, det trak bare tænder ud. Midt i et mine øjeblikke, hvor jeg var begravet dybt inde i mig selv og benene bare kørte på automatpilot, der kom Eskild Ebbesen kørende imod mig.

Jeg tog det som et godt tegn, toppen måtte være nær nu.

På det tidspunkt havde jeg også kørt et langt stykke uden hårnålesving. Vejen var stadig stejl, men ikke ret ofte over 10%, dog bare konstant omkring de 9%, og det er også hårdt nok.

Toppen af Col de Joux Plane

Toppen i sigte

Men lige pludseligt så var den der, toppen. Jeg kom ud af et stykke med skov og vejen åbnede sig lidt op for mig, præcis som I kan se på billedet her ovenover. Et lille hus kunne anes, og ved siden af det, var der en velkendt sort varevogn, Cykelnervens varevogn.

Men den dag var det et utroligt sløret syn grundet regnen, og jeg kunne slet ikke bedømme, hvor langt der var derhen. Som I kan se, så bugter vejen sig også til højre, for siden at gå skarp til venstre. Var der 300 meter, eller 2 km? På det tidspunkt havde jeg også opgivet af følge med på min cykelcomputer, regnen måtte konstant fejes af skærmen, og jeg havde mistet overblikket over, hvor langt jeg havde kørt, og hvor langt jeg skulle køre.

Jeg besluttede at længden kunne være ligegyldig. Nu skulle de sidste kræfter bruges. Og i et raserianfald rejste jeg mig op i pedalerne, satte gearet to nøk op og fløj afsted. I hvert fald i 20 meter, så måtte jeg sætte mig ned igen. Kulden havde svækket benene og kramperne var på vej.

Sidende i sadlen røg cyklen op på over 15 km/t, ja det lyder jo ikke af meget. Men det føltes som en spurt af galaktiske dimensioner på det tidspunkt. Og da jeg endeligt nåede frem til den sorte varevogn, så kunne jeg heller ikke stoppe igen. Jeg røg flere meter forbi den, 50 stykker måske, før jeg opdagede, at jeg egentligt var i mål på toppen. Jeg forsøgte at stå af cyklen, men som et andet træ med kiler i sig fik jeg stille og roligt overbalance mod højre. Og lige sekundet før overbalancen tippede til et dramatisk punkt, blev jeg grebet af en stærk arm, og straks efter også støttet fra den anden side.

Desillusioneret på toppen og sindssyg nedkørsel

Jeg opdagede ikke, hvad der foregik. Men de fik løftet mig af cyklen og ført mig over bag i bilen, hvor jeg blev pakket ind i tæpper, fik serveret mad og drikke alt imens spørgsmålene haglede ned over mig. Var jeg okay? Hvordan var bjerget? Havde jeg brug for noget?

Jeg kunne ikke fremstamme andet, end at jeg havde det perfekt, super og var glad for at være oppe, men om ikke jeg måtte låne et regnslag til nedkørslen?

De ville først og fremmest have bekræftet, at jeg kunne køre ned. Det var jeg nu sikker nok på, at jeg kunne.
Imens jeg stille og roligt kom til mig selv igen, fik jeg et lille overblik over, hvor mange der var på toppen, og sammenholdt med, hvor mange jeg havde set køre imod mig, fik jeg min placering til en top 7.

Langsomt kom flere op på toppen, mange af mine velkendte ryttere fra Trekantsholdet. På et tidspunkt besluttede vi, at nu var det tid at køre ned.
Regnen havde tiltaget kraftigt og vejene var erstattet af små floder, men vi skulle jo ned på en eller anden måde.

Det var et mareridt at køre ned, og det var med bremsen i bund næsten hele vejen. En topfart på 45 km/t og et gennemsnit på lige knapt 30 km/t, det vidner noget om de forholdsregler, jeg tog undervejs.
Op kom jeg i øvrigt med små 12 km/t.

Ved Samoëns, nøjagtigt samme sted som vi var kørt op, mødtes jeg igen med min kammerat fra Trekantsholdet. Han var kørt i forvejen nedad. Tydeligvis mindre frygtløs end jeg, men også med mere bremse på cyklen, end jeg havde. Mine var slidt op, nærmest væk!

Vi havde herfra 10 km hjem til depotet, hvor en bus ventede på at køre os hjem til hotellet. De 10 kilometer blev kørt i dagens hurtigste pace. På under 20 minutter var de kuperede kilometer tilbagelagt, og vi kunne give highfive på en veloverstået første dag.

Se alle billederne fra Cykelnerven 2016