Bestigning af Col de la Forclaz

Bjørn Pedersen Due på Col de la Forclaz

Vi er nu nået til det tredje bjerg på Cykelnervens tur i Schweiz og Frankrig; Col de la Forclaz, som ligger i Schweiz, lige på grænsen til Frankrig, startende ved byen Martigny. La Forclaz er en lang og jævn bandit, ingen voldsomt stejle steder, men heller ingen pauser, se bare data og profilen herunder:

  • Kategori: 1
  • Top: 1.527 m.o.h
  • Stigning: 1.027 m
  • Længde: 12,9 km
  • Stigningsprocent i snit: 8%
  • Max. stigningsprocent: 12,5%

Profil for Col de la ForclazTag jer ikke af, at bjerget på profilen her ser ud til at være 16 km langt, vi startede nemlig direkte for foden af bjerget og havde dermed ikke de første tre kilometer med.
Ja faktisk så startede vi endda på toppen af bjerget, eller rettere endnu 40 km derfra i Chamonix. Således cyklede vi altså over først Col de Montets, 11 km stigning på 3,3% og en kategori 1 stigning i følge roadcycling.com og siden Col de la Forclaz fra Frankrig siden, hvor den med en længde på 7 km og 6% i snit kategoriseres som en 2’er i følge roadcycling.com.

Herefter fulgte så den lange nedkørsel til Martigny blot for at vi kunne køre 360 grader i rundkørslen og så køre op igen.

Col de la Forclaz Martigny
Regn prægede etapen

Men inden jeg kom så langt som til at køre op, så måtte jeg lige have en pause ved bilen for at tø lidt op igen. Vi var nemlig startet ud i regnvejr allerede fra Chamonix af. Og efter 20 km og grænsekrydsningen til Schweiz var temperaturen nede på 3 grader. Dét, kombineret med nedkørslen fra Montets og så regnvejret betød, at jeg var tæt på at være en af de mange, som vitterligt vendte om allerede der, og kørte hjem til hotellet igen.

Jeg bed det dog i mig og forsatte. Men med en moral der var tæt på nulpunktet, og tøj der var gennemblødt, så skulle jeg altså lige have et varmt tæppe, crosaint au chocolat og et klap på skulderen i Martigny, før jeg kunne forsætte opad Col de la Forclaz.

Jeg var igen havnet i et dødvande mellem gruppe Rød 1 og Rød 2, da den ene gruppe havde mere travlt end jeg, og den anden omvendt havde mindre travlt end mig. Men heldigvis havde jeg godt følgeskab af min makker, Martin, fra Cykelnerven Trekanten (se billedet herunder) og en gut fra Randers, Jesper, som jeg også havde fulgtes med tidligere og endda også så langt tilbage som generalprøven i Vejle en måned før vi tog afsted til Frankrig.

De var kommet ned ad la Forclaz i et langt hurtigere pace end mig, da jeg kørte forsigtigt ned af de veje våde med bremser, jeg ikke stolte 100% på. Men de havde ventet på mig nede i bunden og var klar til at køre med op, da jeg havde fået varmen igen.

Solen var også så småt brudt frem fra de mørke skyer, og hurtigt blev den nyanlagte asfalt tør. Og som vi kørte der, nærmest badet i sol og med vinmarket opad bjergskråningen, så var det jo egentligt gået hen og blevet en helt lækker dag.

Col de la Forclaz

Col de la Forclaz – en monoton stigning

Som I måske bed i mærke ved i profilen af bjerget i starten af indlægget, så er Col de la Forclaz en stigning uden de store udsving. Nærmest konstant ligger den på 8%. Det er ikke som sådan voldsomt, men det er bestemt heller ikke noget, man kan slappe af på.

Jesper, Martin og jeg fulgtes ad i en trio og snakkede sammen undervejs, det tillader stigningsprocenten nemlig. Og den ensformige kørsel, hvor hverken puls, kadence eller asfalten ændrer sig, så er man nødt til at underholde sig med noget, når man skal gennemføre mere end en time i de forhold.

Nu siger jeg så godt nok, at asfalten ikke ændrede sig. Det er nok lidt en sandhed med modifikationer. Helt nyanlagt var den nemlig ikke alle steder, enkle steder, dog først omkring toppen, manglede den simpelthen. Flere passager med afskrællet asfalt skulle forceres, men ellers var den helt fin og ny og klar til at modtage Tour de France feltet et par uger senere, når de skulle igennem samme stigning på 17. etape.

Col de la Forclaz

Trioen blev til en duo

Efterhånden som vi havde snakket om hvert vores arbejde og familie, så blev der mere og mere stille imellem os tre. Vi kørte forsat i et monotont tempo, lige lidt over 11 km/t. Og bortset fra en enkelt pause i starten af stigningen, hvor vi måtte stoppe for at tage tøj af, så var der intet, som brød rytmen. Selv de få hårnålesving, som stigningen bød på, ændrede ikke meget i vores tempo.

Jeg forsøgte at veksle mit tråd lidt med at skifte gear, så jeg kunne få forskellige kadencer.
Og set i bagklogsskabens lys, så kan jeg måske huske lidt, at mine ben var trætte af det konstante tråd over et så langt tidsrum.

Men det var ikke nok for mig blot at skifte gear for at veksle i kadencen, jeg måtte også lege lidt med farten for at bryde den konstante og kedelige rytme, men også for at påvirke min puls lidt, som lå et stykke under 75% af max. Jeg ville gerne have den lidt højere op, og det betød så, at jeg øgede farten af og til, som regel ud af svingene, hvor stigningen var stejlest.

Det betød så desværre også, at Martin måtte strække sværd og bare bad os om forsætte til toppen, hvor vi kunne mødes igen. Det gjorde Jesper og jeg, efter vi i noget tid forsøgte at overtale ham til at hænge på. Men Martin var klog og kendte sin grænse og vidste også, hvad der ventede senere på dagen og ikke mindst dagen efter. Han sparede på sine kræfter og nød i stedet den flotte stigning, hvor udsigten over Martigny var helt fantastisk.

Jesper og jeg kørte stille og roligt opad, overhalede nogle flere cykelnerver, som måske også nød udsigten mere, end de gik op i at træde watt.

Nuvel, vi kørte da heller fuldt ud, men en fart på 12 km/t er som regel den, der skiller de øvede motionister fra de lidt mindre øvede motionister. Og hvis farten så er omkring 20 km/t, så er man en professionel cykelrytter. 20 km/t er nemlig præcis den fart, som den hurtigste mand på Strava har kørt på Col de la Forclaz, det er den lokale rytter Steffen Reichenbach. I øvrigt samme tid og fart som det franske håb, Romain Bardet. Begge ryttere var da også aktive på netop denne etape i årets Tour de France, hvor det dog blev til sejr for en helt tredje mand. Men det kommer jeg ind på i næste indlæg, når det gælder Finhaut-Emosson.

Col de la Forclaz

Den sidste kilometer

En time var ved at være gået og de mange passager, hvor asfalten manglede, indikerede for Jesper og jeg, at toppen var nær. Og pludseligt var det som om, at min maskine var tom for energi. Jeg havde i hvert fald svært ved at holde samme pace som tidligere. Om det var de åbne stykker med modvind, som var den ansvarlige faktor, eller jeg blot var gået tom for energi, eller måske endda havde kørt over evne, det vides ikke. Men i hvert fald måtte Jesper gå frem og give mig læ, og så skulle jeg ellers blot forsøge at hænge på, alt imens vi nærmede os toppen. Og hænge på kunne jeg lige akkurat ikke.

Jesper ikke er prototypen på en bjergrytter, højden og deraf også vægten taler ham imod, men benene er ikke til at tage fejl af. Sårn lidt en blanding mellem Tony Martin og Tom Dumoulin vil jeg beskrive ham som.
Han kørte de sidste meter alene over stregen, alt imens jeg blot så frem til at kunne stå af cyklen og få noget at spise og drikke.
Imens jeg gjorde det, kom Martin trillende stille og roligt, ikke lang tid efter os, men i sit eget perfekte tempo og stadig med masser af overskud.

Vi fik et par billeder på toppen, delte en cola og indtog en let formiddagssnack, inden vi nok engang kørte nedad Col de la Forclaz. Denne gang på den kortere side, hvor vi et par timer før var kørt op i regnvejr, nu forsatte vi mod middagsdepotet, som lå lige på grænsen til Frankrig.

Selvom vejene nu var blevet tørre, så stolede jeg stadig ikke helt på mine bremser, og kunne derfor også kun se til, at Jesper og Martin kørte fra mig. Det skulle de naturligvis også bare.

Istedet kunne jeg tage mig tid til at stoppe op og tage et par billeder undervejs. Et par billeder af, hvad der ventede senere på dagen, stigningen op til Emosson-dæmningen:


Cykelnervens bjerge La Forclaz FinhautFørste skulle frokosten dog spises, og jeg skulle gennemgå en mindre personlig krise, før jeg kunne stige op på cyklen igen. Men det kan du læse mere om i næste indlæg i denne serie af Cykelnervens Bjerge.
La Forclaz Finhaut

 

Se alle billederne fra Cykelnerven 2016