Bestigning af Finhaut-Emosson

Bjørn Pedersen Due på Finhaut - Emosson

Jeg sluttede sidste indlæg i denne serie af med at indvige jer, at jeg skulle gennemgå en krise, før det sidste store bjerg på denne anden etape af Cykelnerven 2016 skulle bestiges, Finhaut-Emosson, også kendt som Col de la Gueulaz. Krisen skyldes simpelthen, at jeg var gået kold, og måske også frygtede, hvad der ventede. Og hvad ventede så?

  • Kategori: HC
  • Top: 1.960 m.o.h.
  • Stigning: 914 meter
  • Længde: 12,9 km
  • Stigningsprocent i snit: 6,6%
  • Max. stigningsprocent: 11,7%

Profil for Finhaut-Emossson Col de la Gueulaz

Efter jeg har kørt bjerget og samtidigt set flere forskellige opgørelser for bjergets profil, så skal stigningsprocenterne nok revideres. De gennemsnitlige på 6,6% er nærmere 8-10% og den maksimale procent på 11,7 er nærmere 14-15%.

Med andre ord, et gennemført ledt bjerg.

Min personlige krise

Jeg havde tidligere på dagen fulgtes med Martin og Jesper, som kørte fra mig på nedkørslen fra Col de la Forclaz hen til vores middagsdepot. Der fandt jeg dem igen, de var fulde af energi og gåpåmod, jeg var lettere slukøret. Min krise på de sidste hundrede meter af Forclaz sad stadig i mig. Jeg kunne ikke afgøre, om det var kulden, der havde slået mig ud. Om jeg havde spist og drukket forkert, eller om benene bare ikke var til mere.

Jeg endte i hvert fald med at tage en lang pause i depotet, over en time måske. Alt imens jeg så til at flere og flere holdkammerater kørte opad Finhaut-Emosson stigningen.
Martin og Jesper trak deres startskud lidt. Men da en større gruppe gjorde klar til at køre, så sprang de på og prøvede for en sidste gang at overtale mig til at tage med op.
Jeg sad dog plantet som et anker på tæppet og forsøgte at nyde den smule sol, der var kommet frem, alt imens jeg hældte mad og drikke indenbords.

Cykelnerven i Schweiz

Læsset som en kamel

Men der kunne jeg ikke blive ved at sidde, det vidste jeg jo godt.
Og ikke lang tid efter at den store gruppe var kørt afsted mod toppen og den formidable udsigt over Lac Emosson og den tilhørende dæmning, så gjorde jeg også klar.

I et håb om, at det blev godt vejr, men samtidigt også i en frygt for pludseligt vejrskifte røg det meste af tøjet af kroppen og istedet om i baglommerne.
Jeg må have lignet en sherpa på vej op i Himalayas bjerge eller en kamel, der var fuldt læsset med pakkenelliker og fuldt udspilet pukler.

Nå, men nok om det. Jeg kom afsted på cyklen, alene. Alt det med grupper var efterhånden også gået lidt op i hat og briller på denne etape. Vi kørte jo nærmest et stjerneløb, hvor folk kørte til højre og venstre opad de forskellige bjerge.
Nogle kørte dem i omvendt rækkefølge, andre kørt blot ét af dem, og yderligere andre tog halvandet bjerg. Og så var der dem, som slet ikke tog nogle af dem. Som jeg beskrev i seneste indlæg i denne serie, så var en god flok ikke mødt til start grundet regn, og en anden flok var vendt om efter 20 km på grund af regn og kulde.

Cykelnerven på Finhaut - Emosson

Kampen mod mig selv og Finhaut-Emosson

Depotet blev kørt agterud, og jeg forsatte hen mod det Y-kryds som gav to muligheder, Col de la Forclaz (fra den korte side) eller Finhaut-Emosson.
Det første bjerg havde jeg kørt, og det sidste havde jeg set frem til i et par måneder. Jeg kørte til venstre, ned over en bro, og hen imod en tunnel tildækket med cykler, se bare billedet herover, som ligesom indikerede starten på stigningen, Finhaut-Emosson eller Col de la Gueulaz om man vil.

Herfra var der knapt 12 km til toppen, og stigningen var så småt begyndt.

De første kilometer er ret bløde op imod byen Finhaut. Og jeg begyndte allerede at fortryde min store oppakning af tøj i lommerne. Solen stod lige på denne bjergside, og det blev egentligt hurtigt ret varmt, over 20 grader i hvert fald.

Jeg lynede lidt ned for trøjen i takt med jeg kørte i en blød bue udenom Finhaut, nu begyndte stigningen for alvor.

Jeg var stadig helt alene på bjerget, det følte jeg i hvert fald. Jeg havde hverken set folk komme imod mig eller overhalet nogen. Men straks som det første hårnålesving var rundet kom de første imod mig. Helt høje at se på, og med smil så brede som en amerikansk motorvej. Det gav mig motivation til at forsætte og øge farten. Speedometeret rundede 15 km/t før jeg opdagede, at jeg måske var blevet for kåd.

Krisen blev vendt til viljestyrke

Så småt var jeg ved at komme ud af den krise, der havde præget de første mange timer af min dag på cyklen. Jeg vil ikke sige, at jeg snakkede med mig selv, men nogen inde i mig snakkede helt bestemt til mig. Gentagende gange hørte jeg ordene “Det skal fandme være løgn. Du skal ikke have trænet i så lang tid for at få en krise. Træd så i de pedaler”.

Og det gjorde jeg så, trådte løs i pedallerne.
Flere og flere kom imod mig, nu begyndte de også at hilse på med ordene “Godt kørt”, “kom så” og “du nærmer dig toppen”. At jeg nærmede mig toppen var jeg aldrig i tvivl om, men jeg vidste også, at der var langt op. Hvor langt, havde jeg så godt nok ikke styr på. Igen havde jeg mistet kilometeroverblikket på mit GPS-ur.
Men deres opmuntrende ord og det faktum, at jeg nu begyndte at overhale andre ryttere på bjerget, som nærmest praktisk talt stod stille – dog ikke alle sammen med et kamera for at tage billeder, men derimod på deres cykel i et forsøg på den nærmest umulige kunst: At holde balancen på en cykel på en vej der hælder med 10% og en fart, der ikke er meget over 4 km/t

Jeg gav dem de mest opmuntrende ord, som jeg havde i mit repetoire, og de kvitterede igen med deres ditto.

Udsigt fra Emosson

Når 2 km bliver til 4 km

Efterhånden havde jeg indfundet mig i en passende rytme på cyklen, men bjerget havde også stadig sin grimmeste side til gode. Dét vidste jeg, selvom udsigten fra bjerget udover dallandskabet ellers var fantastisk. Jeg tog dog ikke selv billeder af udsigten fra hverken op- eller nedkørsel, det havde jeg simpelthen ikke overskuddet til. I stedet har jeg fundet ovenstående billede fra Robers-1.com, der viser lidt af udsigten. Vi havde dog ikke så meget sne på toppene denne dag.

Og netop toppen af Emosson var jeg ved at nærme mig, men hvor tæt på jeg var, vidste jeg som sagt ikke. Folk der kom imod oppe fra begyndte at give mig meldinger. Og den første melding jeg fik var “to kilometer til toppen”. Det blev jeg ret så glad for at høre, mine kræfter var som sagt ikke helt, hvor de skulle være. Så jeg begyndte at regne på, hvor mange minutter det svarede til, hvis jeg kunne holde min nuværende fart og med bjergets profil in mente.

I takt med at stigningen blev stejlere, så kom en ny melding omkring længden til toppen fra en modkørende rytter, nu var der pludseligt 4 km til toppen. Et slag med en våd avis i ansigtet føltes det som.
Jeg lukkede mig inde i mig selv igen. Begyndte at ignorere de motorvejsbrede smil, som kom kørende imod. Hilste ikke på de akrobater, der gjorde det umulige og holdte balancen med 0 km/t på en cykel.

I hvert eneste sving accelerede jeg. Nu skulle jeg bare op.

Henrik Kragh på Finhaut Emosson

Grædefærdig på toppen

Pludseligt åbnede landskabet sig op for mig. Det frodige, grønne maleriske landskab var blevet bart, goldt og ikke mindst vindblæst. Jeg huskede, at nogle nede i depotet sagde, at der blæste en strid modvind på toppen.
Og da vidste jeg, at jeg var tæt på. Nu fik jeg også meldinger om et par hundrede meter til toppen fra de modkørende. Kort efter så jeg en velkendt cykel i det fjerne, Henrik Kragh på hans utroligt aerodynamiske liggecykel. Min cykelkammerat fra Cykelnerven Trekanten. I flere timer havde han kæmpet med dette monster af et bjerg, og var nu lykkedes med sit store mål, at bestige det!

Vi kørte stort set over målstregen på toppen samtidigt. Han blev modtaget af de frivillige i Cykelnerven og jeg blev modtaget af Jesper og Martin, som stadig var oppe på toppen.

Og lige der kammede det hele simpelthen over for mig. Tårerne kunne ikke længere holdes tilbage.

Det lyder nok banalt for mange af jer. Men for mig betød det utroligt meget at vende min dagskrise på cyklen til at bestige dette bjerg.

Cykelnerven på Finhaut - Emosson

Udsigten nydes før nedkørslen til helvedet

Jeg brugte god tid på toppen med Jesper og Martin, fik taget de billeder, både med telefon og mentalt, som der skulle tages af den spektakulære udsigt, inden vi igen kørte ned.

Igen var Martin og Jesper hurtigere end mig på cyklen. Jeg turde stadig ikke stole 100% på mine bremser, og med vand flere steder på de ujævne og smalle veje kørte jeg ret så forsigtigt.

Farten ned var da heller ikke meget mere end dobbelt så hurtig, som den var opad.
Men da jeg nåede bunden og igen skulle træde i pedalerne, ja nedad lader jeg bare cyklen trille og tyngdekraften gøre sit arbejde, for at komme over broen og opad den stigning, der var hen til depotet. Så var det som om, at nogen havde boret en kniv ind i mit venstre knæ. Det gjorde simpelthen bare forbandet ondt, hver gang der skulle trædes eller trækkes i pedalen.

Men jeg kunne ikke bare stoppe op der og vente. De sidste tre kilometer hen til depotet skulle overståes, og så måtte jeg tage den derfra.

Cykelnerven i Schweiz

Smerte som brændstof

I depotet blev jeg mødt af store dele af gruppe Rød 2, som jeg tidligere havde fulgtes rundt med. De var lige sadlet op og gjorde klar til at køre hjem. De var de eneste, der var tilbage på pladsen. Resten af depotet var ved at blive pakket ned.
De ville have mig til at køre med. Jeg gav udtryk for, at mit knæ gjorde forbandet ondt, og at jeg gerne ville have en pause.

Men de insisterede på at køre nu, og jeg var velkommen til at køre med eller blive tilbage.
Lettere grebet af panik og rådvildhed sprang jeg på gruppen. Knæet gjorde stadig ondt, så jeg satte mig bare bagerst og kørte ikke med rundt i rulleskiftene.

Ikke mange kilometer var dog kørt, før vi kom Col de Montets, den lille og meget bløde kategori 1 stigning (jeg vil dog stadig mene, det højest er en kategori 2). Farten faldt straks, som vi ramte den.

Halvt på irritation og halvt på smerte som brændstof forsatte jeg med at holde farten og kørte i et blødt ryk forbi hele gruppen. Jeg følte, at jeg havde det bedre med at holde min egen fart og tråd på denne bakke, istedet for at tilpasse mig andre, når det nu gjorde så forbandet ondt i knæet.

Straks efter kom Jesper op til mig. Han vidste godt den var galt med mit knæ, men syntes nu ikke, at jeg skulle køre alene. Sammen fulgtes vi ad hjem. Og da vi endelig nåede toppen af Col de Montets, kunne jeg bare lade cyklen trille de sidste små 10 km til Chamonix.

Herinde i byen måtte jeg så kæmpe med stop fra trafiklys og yderligere små stigninger. Nu gjorde knæet mere ondt end før, og kun de sidste rester af vilje holdte mig fra at trække cyklen til hotellet.
Nu håbede jeg blot, at knæet ville blive godt til tredje og sidste etape næste dag. På min fødselsdag…

Se alle billederne fra Cykelnerven 2016