Bestigning af Montée de Bisanne

Cykelnerven på Montée de BisanneVi er nu kommet frem til den sidste etape af Cykelnervens tre bjergetaper i Alperne. Vi er nu tilbage i Frankrig, og faktisk kørte et par timer i bus for at komme frem til starten. Og allerede fra første kilometer på denne etape, ventede dagens første bjerg. Et bjerg uden for kategori, og et bjerg der debuterede i Tour de France regi, nemlig Montée de Bisanne:

  • Kategori: HC
  • Top: 1.723 m.o.h
  • Stigning: 1.004 m
  • Længde: 12,3 km
  • Stigningsprocent i snit: 8,2%

Profilen her ovenover er desværre ikke 100% korrekt, og det samme er dataen heller ikke. Eller, de første 12,3 km er korrekte. Men derefter kørte vi en anden rute. Profilen som den vises her går nemlig op til en antenne på toppen af bjerget Bisanne, men det er blind vej. I stedet forsatte vi ad en nedkørsel et par km, inden vi kørte op til skisportsbyen Les Saisies, og så ser profilen istedet ud som vist på dette skærmdump fra Strava, i alt knapt 16 km med 6% i snit, inkl. nedkørsel:

Koldstart i et smertehelved

Montée Bisanne startede fra km 0 på denne etape. Men som I nok har regnet ud, så gik starten altså ikke fra vores hotel i Chamonix.

Vi blev i stedet kørt ud til starten i bus, til byen Villard sur-Doron, ca. 70 km, eller to timer i bus, fra Chamonix. Jeg havde dermed to timer til enten at overvinde mine smerter i knæet, eller to timer til at panikke fuldstændigt over selvsamme smerter.

Det blev heldigvis til den første udvej, delvist i hvert fald. Det gjorde ondt hver gang jeg bøjede knæet, til trods for jeg var på både gigtpiller og smertestillende.

Men jeg kunne overtale mig selv med, at etapen kun var på lidt over 60 km, og at der ikke ventede nogen ny etape i morgen. Og at det samtidigt også var min fødselsdag, gjorde det egentligt kun umuligt for mig at bakke ud uden kamp i det mindste.

Jeg stillede derfor til start og havde indviet folk omkring mig i mine problemer, og at de derfor ikke skulle tage højde for mig i dag, men blot køre deres eget løb.

Cykelnerven på Montée de Bisanne

Fra fronten til grupettoen

Ovenstående billede er taget få øjeblikke før starten gik i samlet flok fra en p-plads i Villard sur-Doron. Derfra gik det nogle få hundrede meter nedad, inden vi svingede til højre, og så ventede der os én lang stigning opad Montée de Bisanne. 12,3 km stod der i bunden, men det var før, det gik op for os, at der var et twist på toppen, hvor det skulle gå ned, inden den gik op igen til den reelle målstreg. Det twist gik først op for mig, da jeg nåede så langt. Men før jeg nåede så langt, skulle jeg gennemgå en meget lang og hård proces.

Jeg havde denne dag opgivet alt tanke om at køre konkurrence. Mit mål var blot at komme fra A til B uden hjælpemidler.

Derfor lod jeg også folk køre fra mig, og lade de tungere drenge og langsommere kvinder fra de foregående dage overhale mig. Det var naturligvis til sarkastiske bemærkning og venskabelig hån fra mit hold i Trekanten, da de også overhalede mig.

Jeg overvejede gentagende gange, om det kunne betale sig at vende om til p-pladsen for at komme i bussen. Men samtidigt frygtede jeg også, at når jeg kom tilbage til p-pladsen, så var alle køretøjer væk. Jeg så mig derfor nødsaget til at forsætte, smerterne til trods.

Således gik de første 20 minutter med, at langt flere kørte forbi mig, end jeg kunne overhale. En ting jeg havde svært ved at greje mentalt, men jeg forsøgte at bevare fokus på at køre mit eget løb, og håbede på, at knæet blev bedre i takt med det blev varmt.

Magi på et øjeblik

Men netop som de 20 minutter var gået, og en yderst snaksaglig kvinde, vist nok ved navn Dorthe, kom op på siden af mig, så fik jeg pludseligt vinger. Eller i hvert fald overskud til at forsøge og se, om jeg kunne få vinger. En acceleration fra 12 til 18 km/t satte skub i mig. Og tre-fire hårnålesving senere havde jeg overhalet de fleste af dem, som havde overhalet mig de første 20 minutter.

Nuvel, knæet gjorde stadig ont, men væsenligt mindre nu. Om det vitterligt var kørt varmt, eller om jeg kørte på adrenalin, det ved jeg faktisk ikke med sikkerhed. Men sikkert var det, at jeg halede ind på folk og kørte væk fra andre.

Det gav mig overskud og tro på, at dagen nok skulle blive god. Modsat de andre dage, så var denne dag faktisk også startet ud i tørvejr. Det i sig selv var en yderst positiv faktor. Det gør det altså bare lige lidt nemmere at nyde turen, når vejene og ikke mindst tøjet er tørt.

Cykelnerven på Montee de Bisanne 2016

Kontakt med velkendte ansigter

Min færdsel opad Montée de Bisanne i hidsigt og alene selskab blev snart brudt. I et sving mødte jeg Jesper. Han var fulgtes med mig i starten af bjerget, men jeg bad ham bare køre sit eget løb, da min tur opad bjerget godt kunne gå hen og blive ret lang. Det gjorde han så, og det samme gjorde Martin i øvrigt også.

Jesper satte jeg desværre hurtigt efter det sving, det stykke jeg mødte ham på var ret stejlt, og der kom mine færre kilo til stor gunst.

Og ikke længe efter kunne jeg se en anden velkendt skikkelse i det fjerne – billedet her ovenover er et bevis på det. Nuvel, det var mere tydeligt med det blotte øje, end hvad dette billede gengiver.

Det var Martin! Han kørte parløb med en anden rytter. Det syn, og det faktum at jeg troede toppen var nær, da vi kørte ind omkring en byzone, gjorde, at jeg accelerede kraftigt i pedallerne. De skulle hentes!

Og det blev de også, og jeg kørte videre endnu. Jeg troede jo, det var ved at være tid til spurten mod målstregen. Men byen ophørte og målstregen kom aldrig, i stedet forsatte bjerget bare opad.

Bjørn Pedersen Due på Montée de Bisanne

Hvor blev toppen af Montée de Bisanne af?

Dette billede her er godt nok taget kort før jeg satte min spurt ind mod Martin, men det beskriver nu egentligt meget godt, hvordan jeg så ud hele vejen opad Montée de Bisanne. Og især hvordan jeg så ud, da jeg ikke kunne finde toppen.

Landskabet var ved at blive goldt nu. Som regel et tegn på, at de 1800-1900 meter over havets overflade er nået i Alperne, og det var jo her, at toppen burde være. Og pludseligt ser jeg et kryds forude. En vej går til venstre og op den anden lige ud og nedad. Den til venstre viste vej mod Signale de Bisanne. Jeg vidste så meget, at det var en blind vej. Jeg havde nemlig læst hjemme fra, at der lå en antenne på toppen af bjerget, og den vej var blind for trafikken.

Jeg forsatte derfor lige ud sammen med en mindre håndfuld ryttere. Nogle lå foran mig, og andre havde jeg lige overhalet på toppen.

Dem foran mig kørte væsentligt fra mig nedad, og dem jeg lige havde overhalet, fik overhalet mig igen. Jeg er bare ikke stærk på nedkørsler.

Det var dog ikke ligefrem nogen teknisk svær nedkørsel, hvilket min snitfart over de to km på 50 km/t også vidner om.

Nedkørslen endte i T-kryds, hvor vejen til venstre gik op mod en by, og den anden nedad og ud af byen. Her mødte vi en guide fra Peloton som vinkede os til venstre.

Vi var nu heller ikke i tvivl om, at vi skulle derop. Vi var nemlig kørt igennem byen halvanden time før i bussen.

Selvmedlidenhed byttet ud med konkurrencemindset

Fra det T-kryds kunne vi stort set se toppen, hvor der allerede stod et par Cykelnerver og den velkendte sorte varevogn. Jeg gav det sidste jeg havde og fløj derop. Jeg fik overhalet de fleste af dem, som overhalede mig nedad. Og igen kunne jeg køre en top 15 placering hjem, til trods for jeg de første 20 minutter havde kørt alt andet end ræs.

Den sidste halve time havde jeg endda glemt, at jeg havde knæproblemer. Fra selvmedlidenhed var jeg tilbage i mit vante konkurrencehjørne. Jeg nød det. Men jeg frygtede også, at der kom en tilbagebetaling senere. Nu var jeg dog sikker på, at jeg nok skulle klare resten af dagen. Herfra toppen ventede 30-40 km, som mest af alt gik nedad, inden det sidste bjerg på 10 km skulle bestiges.

Mit fokus nu var blot på ikke at blive alt for kold i knæet, derfor sad jeg heller ikke ned i pausen men blev i stedet ved med at gå rundt og gå rundt, og så ellers springe på den første gruppe som forsatte videre på etapen.

Men til trods for min krise i starten af bjerget, så sidder jeg på ingen måder tilbage med den tanke, at dette bjerg var blandt de hårdeste i denne udgave af Cykelnerven, selvom det blot var 1 af 3 uden for kategori. Måske var dette kun blandt det 4.-5. hårdeste bjerg at gennemføre. Nuvel, vejret spiller uden tvivl også ind her…

Hvort svært det sidste bjerg var, må du vente med at se svaret på.

Se alle billederne fra Cykelnerven 2016