Bestigning af Saint Gervaix Mont Blanc – Le Bettex

Vi er nu langt om længe kommet til det sidste af Cykelnervens seks bjerge anno 2016, nemlig stigningen opad Mont Blanc fra Saint-Gervaix, også blot kaldet Le Bettex.

9 kilometers ondskab med 9% i gennemsnitlig stigning har Strava opgjort den til, undervejs med passager, der får både Kiddesvej og Mur de Huy til at se blide ud. Her er profilen, som den så ud på dette års 19. etape i Tour de France.

le bettex

 

Inden vi tog hul på bjerget, havde vi dog lige 10-15 km transportstykke fra vores depot i Megéve. I depotet havde jeg spankuleret rundt som en løve i et bur, med frygten for at smerterne i knæet ville tiltage, hvis jeg blev kold i muskulaturen.

Derfor sprang jeg også på den første gruppe, som tog afsted mod bjerget. Alt overflødigt tøj fra krop og lommer, det vil sige veste, undertrøjer og skoovertræk blev smidt i en taske, som røg i en bil, vi først ville få kontakt med igen på toppen af bjerget.

Men netop som vi startede turen, åbnede himlen sig op. Nedbøren gjorde de nyasfalterede veje utroligt glatte, og med flere hårnålesving undervejs var det lidt et under, at ingen af os styrtede. Lige præcis på dette stykke, var der ellers flere i dette års Tour de France, som styrtede.

Cykelnerven på Le Bettex

Som skudt ud af en startboks

Inden vi tog hul på de sidste 9 km af dette års Cykelnerven, og dermed også stigningen, så havde vi lige en kort briefing og pause, hvor vi fik samlet gruppen. Det var nu blevet tørvejr igen, men på ingen måder et prangende fransk sommervejr.

Da alle havde tisset af, spist og drukket hvad de ville samt ommøbleret det sidste tøj, så gik starten. Men stigningsprocenterne på langt over 20, og endda tæt på 30%, var ikke noget der skræmte Eskild Ebbesen og en håndfuld af de hurtigste ryttere.
Allerede før jeg for alvor var kommet ind på stigningen kunne jeg se dem flere “hylder” over mig.

De var simpelthen bare fløjet op og havde brugt det 2-300 meter flade stykke hen mod bjerget som en affyringsrampe.

Jeg tog den noget mere med ro, netop fordi jeg vidste, at bjerget var så absolut værst de første 2-3 km.

Cykelnerven på Le Bettex

Den lange duel

Jeg fandt dog hurtigt min rytme efter de her hårde kilometer, og befandt mig nok engang i et slags ingemandsland, uden ryttere omkring mig. Jeg hentede nogle stykker og kørte fra dem lige så hurtigt igen.

Men én rytter havde jeg svært ved at ryste fra mig. På alle de stejle passager fik jeg et hul til ham. Men så snart det fladede lidt ud igen kom han straks op til mig og kørte endda også forbi.
Sådan gentog dette mønster sig en 5-6 gange, før jeg endelig fik et afgørende hul til ham med et par kilometer til toppen. Og kort efter jeg havde fået dette større hul til ham, kunne jeg høre hans dæk eksplodere.

Men her gælder Top Gear reglerne altså, ved defekter i denne slags race, kører man bare. Styrt er en helt anden snak.

Cykelnerven på Le Bettex

Et fesent og kedeligt bjerg

Men bortset fra denne lange duel og den hårde start på bjerget, så er det nok næppe et bjerg, jeg husker tilbage på som et højdepunkt. Udsigten fra det var ikke til stede, dertil var der simpelthen for mange træer omkring. Asfalten var halvdårlig, vejen smal og bjerget var generelt på ingen måder imponerende. Jeg havde måske også forventet noget helt andet, når der nu stod Mont Blanc på menuen.

Måske blev jeg også overrasket over, hvor kort det egentligt var, det var nærmest overstået, før jeg egentligt var oppe i omdrejninger. Jeg havde nok engang også mistet overblikket over kilometerne.
Og hvis det ikke var fordi, at der stod guider fra Peleton ved de mange sving og veje vi krydsede, så var jeg nok også kørt forkert på bjerget.
En enkelt rytter fra fronten var netop kørt forkert. Og med højlydte ord, som jeg ikke kan gengive her på skrift, fløj han forbi mig. Frustrationerne over at være kørt forkert blev vekslet til brændstof fra den anden verden. Ham så jeg ikke igen førend på toppen.

Bjørn Pedersen Due på La Bettex

Øl, champagne og billeder

Og netop toppen var jeg nu tæt på. En god indikator for hvor bjergenes toppe var på denne tur var, når Eskild Ebbesen kom kørende imod mig. Så er der som regel ikke langt op. Han fik da også fremstønnet, at der nu kun var 300 meter igen. Lettere overrasket over, at der ikke var længere, jeg havde måske forventet en kilometer eller to mere, satte jeg turboen på. Nu skulle det sidste energi bruges, og umiddelbart havde jeg meget tilbage i tanken.

Med en fart på op imod 20 km/t rundt i det sidste højresving ind mod p-pladsen og op imod porten, der indikerede målstregen, blev de sidste hårde stigningsprocenter på 10-15 stykker overvundet i suveræn stil.

Så suverænt, at jeg har kørt 5. hurtigste tid på Le Bettex, hvis man skal tro på Strava.

Tøjet blev skiftet til noget mere mondænt, inden det stod på øl, champagne og billeder på toppen af Le Bettex, inden vi fik fyldt en bus op og kørte hjem til en ventende gallamiddag på hotellet i Chamonix.

Og hermed vil jeg også sige en officiel og stor tak til alle rytterne og de frivillige på Cykelnerven 2016, guiderne fra Peloton samt de 6 bjerge i Alperne for gode oplevelser og udfordringer, som bestemt har gjort, at jeg nu kender mig selv endnu bedre.

Se alle billederne fra Cykelnerven 2016