DSC_0257Når vi skriver oktober i Danmark, så ved man aldrig helt, hvad vejret kan bringe. Derfor havde jeg også pakket lidt af hvert og mere til, da årets (formentligt) sidste løb, blev kørt lørdag den 4. oktober.
DGI Grand Fondo Munkebjerg var navnet (læs evt. optakten her), og det tager muligvis længere tid at sige det navn, end jeg fik af søvn natten op til. Det var noget med noget koncert i Kolding og så problemer med efterfølgende at falde i søvn, for jeg må da nok indrømme, at jeg glædede mig som et lille barn til juleaften til det løb.

Nå, men jeg blev hentet af to teammates tidligt lørdag og vi ankom i god tid til løbet og fandt hurtigt sammen med de andre fra holdet. Vi var et sted mellem 15 og 20 ryttere fra Team Nutrixxion powered by Feltet.dk, jeg fik aldrig helt overblik over det. Langt de fleste af os stillede op på den lange distance, 120 km.
Inde i læ for både sol og vind ved Hotel Comwell, havde jeg ikke helt gennemskuet vejret,  men tog chancen med shorts og løse ærmer til trikoten.
Men ikke længe efter starten gik kl 11, kunne jeg godt mærke, at løse ærmer var i overkanten. Og selv min kuldskære teammakker, jeg fulgtes rundt med, måtte erkende at løse ærmer og windbreaker også var mere end overkill til dagen.

Starten gik
Vi sad desværre langt tilbage i et felt, der talte flere hurtige og rutinerede ryttere. Og efter en lille stigning kort efter målstregen, så gik det ellers nedad og ud mod kysten og modvinden. Det 300 mand store felt blev selvsagt hurtigt sprængt i stumper i stykker.
Jeg havnede dog i en fin størrelse gruppe med 15-20 mand, hvis størrelse hele tiden varierede i takt med vi kørte andre grupper ind, og nogen fra vores gruppe faldt fra. Indtil de første små 15 km, og dermed også første rigtige stigninger, sad vi fire fra holdet i samme gruppe. Men defekter gjorde desværre at det tal blev reduceret til to, ham med for meget tøj og så undertegnede. Ham med for meget tøj er i øvrigt Andreas Frandsen, en ung rytter med stort potentiale og planer om at køre licens til næste år.

Arbejdsfordelingen i vores gruppe var desværre lidt sparsom. Det var min umiddelbare opfattelse, at det kun cirka var 1/3 af os, der gad at sidde forrest og trække.
Så da vi nåede frem til den lange powerbakke ved Andkær gik jeg frem og satte lidt tempo på, egentligt bare for at få en god position i gruppen frem til nedkørelsen ved Golfbakken, men det endte med at gruppen blev mere end halvveret på den lange stigning. De få kilo på kroppen gør en god forskel, når det gør opad må jeg bare erfare!

10683588_301582840043641_2452992586141034445_o

Foto: Uggi Kaldan // Altomcykling.dk

Vi kom frem til Golfbakken, og jeg havde som ønsket en plads allerforrest i vores, gætter jeg på, 10-mands store gruppe. Sidst jeg kørte den nedkørelse, var farten i snit kun lige akkurat over 30, og forholdene denne dag ift. sidst var ca det samme – lorte asfalt med huller, blade og grene (til trods for der var blevet fejet) og fugtig overflade. Men tilgengæld var trafikken ensrettet, og det betød at jeg kunne bruge hele vejen til at tage de smalle sving med. Og det gjorde jeg! Svingene blev nærmest karikeret til det ekstreme, således at vinklen i svingene kunne blive mest muligt blød. Og jeg kom da også ned med 37 km/t i snit, og alle fra gruppen kom vist også fint ned uden problemer. Andreas havde taget mit hjul hele vejen ned, og nede i bunden af bakken langst kysten hen til Munkebjerg aftalte vi, at han bare skulle fyre den max af opad, og så måtte vi se om vi kunne finde sammen igen på toppen.
Der var heller ikke kørt mange hundrede meter af stigningen, før han havde fået godt hul. Han ville gerne prøve at sætte en god tid på bakkespurten, jeg ville bare gerne spare lidt på kræfterne til de næste to runder. Men det kribler jo altid i benene, når man stille og roligt kører forbi langt tungere ryttere, der lider under deres kilo på den lange stigning. Og efter de første to u-sving på bakken, havde jeg låst forspringet til Andreas på cirka 10 sekunder, som også blev den endelige margin på toppen af bakken.
Vi fandt derfor hurtigt sammen igen deroppe, og ventede lidt på at flere fra den tidligere gruppe kom op.

Efter Munkebjerg var ruten igen vendt sådan, at vi kørte mod vinden igen. Men dog gik det mest nedad de næste små 10 km gennem kuperede og buede veje i skoven. Smukt, smukt terræn. Midt i dette skønne terræn kom der pludseligt endnu en holdmakker susende forbi os. Vi havde godt mødt ham kort omkring Munkebjerg-stigningen, hvor han dog måtte slippe. Men her på de knapt så slemme stigninger havde han god fart på, og fløj lige forbi gruppen. Han kørte i øvrigt også en top 2 placering på ved Tour de Kerteminde forrige weekend. Jeg fik lukket hullet op til ham og resten af gruppen fulgte med. Sammen fik ellers sat en god fart frem til målstregen efter første omgang, hvor Mikllas desværre stod fra – han havde ikke lige dagen i dag.

DSC_0257

Anden runde
Ikke mange km efter målstregen kunne jeg også mærke, at mine ben heller ikke helt havde dagen, slet ikke hvis der også skulle være lidt overskud til afslutningsfesten om aftenen, så jeg orienterede Andreas om, at jeg stod af efter næste runde. Måske kunne de andre i gruppen mærke, at jeg slækkede lidt på den. Lige pludseligt stak et par stykker i hvert fald af fra os, og siden et par stykker mere, hvorefter den resterende lille klump satte farten op. Pludseligt måtte Andreas og jeg sidde og bruge ekstre energi bare på at hænge på sidst i gruppen.
Efter vi havde kørt igennem det værste modvindsstykke, havde jeg igen overskud til at gå op foran i gruppen og trække – klart det sted jeg befinder mig bedst, så jeg selv kan styre farten, dog bevidst om, at jeg bruger alt for meget energi der. En håndfuld km senere var udbryderne kørt ind. De brokkede sig lidt over manglende samarbejde i gruppen, derfor var de kørt væk. Vi endte med en kompromisløsning om at køre rulleskift. Og med kun 7-8 mand i gruppen var de skift meget hurtige og yderst rullende. Farten steg selvsagt helt vanvittigt på kort tid, og flere kæmpede for bare at hænge på i slipstrømmen. Efter bakken omkring Rands knækkede filmen da også og rulleskiftet døde ud. Andreas og jeg slog koldt vand i blodet og tog en lille spisepause mens resten af gruppen langsomt lavede hul til os. Vi var dog ret selvsikre om, at vi nok skulle hente dem igen, når vi om ikke så længe igen kørte ud på Andkærvej. Jeg skulle også blot køre de 80 km, så jeg kunne godt fyre den af for Andreas, hvis han ville hurtigt op. Men han havde nu heller ikke så travlt igen, da han var ved at koge over inde under alt sit tøj.
Inden vi nåede toppen, så var gruppen hentet igen. Og jeg kunne nok engang få lov at køre Golfbakken fra spids. Og nok engang kom erfaringen på nedkørelsen til hjælp. Selvtilliden fra første runde var også vokset, og jeg kørte den nu med næsten 40 km/t i snit.
Helt så hurtigt gik det selvsagt ikke på Munkebjerg, hvor Andreas nok engang kørte fra mig med det samme, og jeg så kørte mit eget løb opad. En enkelt gang måtte jeg op og stå i pedallerne, men det sagde lårene hurtigt nej tak til, og så måtte jeg ned at sidde igen.
På toppen var vores gruppe nu helt sprængt i stykker, og efterhånden var vi kun fire tilbage. Én af dem havde været nede at ligge tidligere på ruten, og blødte relativt kraftig fra hagen, men det tog han ikke det store notits af. Man er vel cykelrytter…

Med kun 10 km tilbage af anden runde, og dermed også kun 10 km tilbage af mit løb, så havde jeg ikke noget problem med at bruge det sidste overskud i benene og bare køre den mere eller mindre fulgt ud. Her på det sidste stræk af anden runde bemærkede jeg ikke meget af omgivelserne, jeg kiggede mest af alt ned på min Bryton Rider 60 for at sikre mig at farten var minimum min gennemsnitsfart eller højere, dvs. et sted over 32 km/t.
Og som jeg husker det, måske lettere selektivt, så var der heller ikke andre der havde lyst til at tage føringer frem til målstregen.
På det stykke meldte Andreas også ud, at han også bare nøjes med to runder, han havde det simpelthen alt for varmt. Vi sagde tak for turen til de to andre, og så tog jeg ellers en slutspurt…mod mig selv.

Data fra turen kan ses her: http://www.strava.com/activities/203490612
Tiden var i øvrigt nok til 2. plads, hvis jeg var stillet til start på 80 km, det er taget til efterretning frem til næste løb…
Det blev i øvrigt til en ny 50 miles PR på Endomondo, med en forbedring på 1 minut og 7 sekunder ift den gamle, således den nye rekord hedder 50 miles på 2 timer, 29 minutter og 34 sekunder

DSC_0256

Opsumering
Et rigtigt fint og veltilrettelagt løb, hvor udlevering af startnumre fungerede hurtigt og effektivt. Ruten var fint markeret med skilte i øjenhøjde, og de fleste steder var der spejdere/hjemmeværnsfolk til at dirigere og stoppe trafikken. Især kvinden på toppen af Munkebjerg var yderst dedikeret i hendes forsøg på at stoppe to motorcykler (kudos).
Dog var der visse steder på ruten, ved nogle t-kryds, hvor der ikke stod folk til at dirigere trafikken, således vi på cyklen måtte stoppe mere eller mindre helt op. Der var også et par skarpe sving ned ad bakker (bl.a. ude omkring Rands), hvor modkørende trafik kommer lige tæt nok på os cykler og skaber farlige situationer.
Man kunne også ønske sig, at starten var delt lidt mere op i elite- og distanceklasser, således at man fra start af kører i en gruppe, der passer ens eget tempo, og der heller ikke står langsomme (ja, sorry) folk foran der bremser de hurtigere.
Endeligt var der selve depotet der lå ved start/mål og trak alle de ryttere til, som stod af efter første eller ande runde og spærrede vejen for de ryttere (og biler), der stadig var aktive. Her kunne det være smartere med et depot for ryttere, der var færdige, og også gerne med udlevering af gratis sandwich/bolle – det må da være muligt at finde penge til dem i budgettet, ellers skal prisen hæves.
Men alt i alt et rigtigt fint løb, som jeg også gerne stiller til start i næste år!