DSC_1576I dag deltog jeg i Postmasterløbet i Rønde, eller det jeg i den seneste tid har kaldt for det uofficielle DM for motionister. Det er nemlig på samme rundstrækning, som profferne i morgen skal ud og køre, før de finder ud af, hvem der er i det næste års tid må køre rundt i en Dannebrogstrikot.

En sådan trikot stod ikke helt på spil for os motionister i dag, men modsat proffernes 15 omgange og i alt 209 km, så kunne vi også nøjes med 6 omgange og altså det der svarer til cirka 83 km.
Hver runde bestod derfor á små 14 km med i alt 170 højdemeter per rundstrækning. Højdemeter af den bløde kaliber. Du fik vel læst optakten fra i onsdags?

Min egen optakt, sårn fysisk og mentalt set, i de sidste par dage op til løbet, har været ret svingende. Jeg har ikke følt, at benene var der, hvor jeg synes, de skulle være. De virkede trætte, tunge og ikke mindst lettere overbelastet, til trods for jeg ellers har haft en halv uges pause fra cykling, og blot cyklet små 50 km i ugen op til løbet – hvis vi ser bort fra de 400 km sidste weekend. Den følelse i benene satte sine spor i hovedet, og jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg mærkede noget til skader undervejs, så ville jeg stå af næste gang jeg krydsede målstregen.
Det kom heldigvis ikke så vidt!

 

Afvikling af løbet
I stedet gik det faktisk næsten efter planlagt. Jeg havde på forhånd, før jeg følte kroppen i et forfald, sat en målsætning der hed 35 km/t i snit hele vejen rundt, og det lykkedes egentligt i grove vendinger. Jeg havde håbet, at jeg også kunne mænge mig lidt blandt de førende ryttere. Men jeg kunne se allerede før starten gik, at det var en umulig forhåbning. Team Frederikshøj og ikke mindst Briancon-holdet havde sendt en håndfuld ryttere hver til Rønde, og så ved de fleste i dansk cykelsport, motionsafdelingen at forstå, at man skal stå tidligt op og spise mere end havregryn, hvis man vil følge med.

Tidligt op stod vi da også, løbet blev nemlig skudt igang kl 9, anført af Dennis Ritter, Rolf Sørensen og en race marshall-bil. Første runde var åbenbart en opvarmningsrunde, dén info havde jeg ikke lige fanget. Opvarmningen bestod så godt nok af et tempo på lidt over 30 km/t, og akkompagneret af en lummer varme, så blev vi i den grad også varmet op.
Da målstregen blev krydset første gang, blev løbet også skudt igang. Ritter benyttede samtidigt lejligheden til at sige tak for i dag, men Rolf forsatte dog rundt.
Ved udkanten af Rønde, og på toppen af bakken, var der stadig samling på det store felt. En hektisk positionskamp, på vej ned af den efterfølgende 2 km lange nedkørelse mod rutens første sving, udfoldede sig i hele vejens bredde. Jeg forsøgte at holde mig til, men må ærligt indrømme, at jeg synes folk kørte både nervøst og usikkert, hvilket resulterede i, at jeg trak mig længere og længere tilbage i feltet.

Og sådan forsatte positionskampen faktisk hele vejen rundt på rundstrækningen. Det var først på opløbsbakken mod målstregen, at jeg kunne få plads til at køre frit. Jeg trak ud til højre, og uden at forcere mit tempo, kørte jeg stille og roligt forbi hovedfeltet og op blandt de allerforeste.
Men på den efterfølgende nedkørelse blev jeg i den grad overhalet. Faktisk så meget, at jeg måtte opgive at hænge på. Hverken min kropsvægt eller gear var til at følge efter, og så sad jeg pludseligt alene for mig selv.
Jeg forsøgte et par gange, på to små stigninger og i et sving, at fange hovedfeltet igen, men opgaven var tæt på umulig, i hvert fald med tanke på, at jeg stadig skulle holde over 50 km endnu. Jeg lod mig falde tilbage til en mindre gruppe på 10 mand, hvor jeg indgik i den lille kvartet som skiftedes til at tage føringer de næste 3 runder – ja, den sidste store klump havde mere end rigeligt travlt med at sidde godt og grundigt på hjul. Nuvel, ingen alarm fra min side af, hvis de da bare ville gøre det med en vis form for respekt.

Én af rytterne, af dem der ville sidde på hjul, trak på et tidspunkt op på siden af mig, mens resten af gruppen lå på linie en og en, og pludseligt trak han ind mod mig for at få hjulet på rytteren foran mig. Jeg undgik med nød og næppe at køre i grøften, og råbte efterfølgende efter ham (via hans rygnummer), at han lige måtte være lidt mere obs. Ingen respons. Jeg noterede ham dog i min indre bog.

Nåh ja, det var også på runde 2, efter små 20 km, at jeg bed mærke i, at Rolf Sørensen var gået fuldstændigt i stå på en bakke ude omkring Thorsager. Efterfølgende er jeg blevet fortalt, at han udgik af løbet…


Afslutningen af løbet

Runde 3, 4 og 5 blev kørt i et stabilt tempo på omkring 35 km/t. Samarbejdet mellem os i fronten af gruppen var ganske fint, omend det ikke var glidende. Vi havde så at sige hvert vores stykke at tage føringer på. Jeg tog mig ad bakkerne opad, andre tog sig af bakkerne nedad, og på de lige stykker fordeltet vi arbejdet imellem os.
Til 6. og sidste runde var vores gruppe vist vokset lidt, blandt andet efter vi havde hentet nogle af dem forfra, men måske var nogle bagfra også kommet op.

Det var tydeligt, at der her på sidste runde var lidt mere spænding i gruppen. Konkurrenceelementet var kommet op i flere af os. Den første halvdel af runden blev dog kørt som de forgangne runder. Men da vi kom til Thorsager, skete der ting og sager.
Vi kom hurtigt rundt i et sving, to mand fik et lille hul, og jeg forsøgte som tredjemand at lukke det. Det gik da også smertefrit, og resten af gruppen kom med op. Jeg så de andre an, men ikke umiddelbart nogen der gjorde tegn til noget.
Vi forsatte en kilometers penge i vanligt høje tempo, inden jeg gik frem og tog en føring opad en bakke. Jeg øgede farten lidt, uden det blev til et decideret angreb. Jeg havde dog en bagtanke om, at det enten kunne skabe lidt hul til nogle i gruppen, eller i det mindste gøre dem møre inden sidste bakke.
Få øjeblikke senere strøg rytteren fra tidligere forbi, ham der var ved at køre mig i grøften. Jeg lukkede hullet fra spids, og så sad vi to lidt foran resten af feltet. Han kiggede sig tilbage flere gange, trak ud i siden af vejen og gjorde fakter. Det var tydeligt, at han ville have mig til at tage føringer i angrebet. Jeg vurderede dog, at det ville være dumt med et angreb så tidligt, 5 km til mål, og så med en mand, der vurderet på kropsbygning og profilen på fælgene, ville kunne køre fra mig på flad vej any time. Jeg nøjes derfor med at ligge på hjul. To andre kom op til os og kørte forbi, han lukkede hullet til dem og jeg sad med.
Snart kom resten af gruppen dog op til os igen, og der var nu lagt op til en samlet massespurt på bakken.

Farten ind mod bakken var høj, meget høj. Omkring 5 km/t hurtigere end de forrige fem runder.

Jeg fik en fin position som nummer fem ind mod sidste sving før den kilometer lange bakke til målet startede.
Jeg gik ud fra, at jeg var den stærkeste bjergrytter i feltet, siden jeg havde kørt først over målstregen i vores gruppe alle de andre runder.
Men i en spurt ved man aldrig. Jeg vurderede derfor også, at jo før jeg startede spurten, jo bedre kort ville jeg selv have på hånden.
Med 800 meter igen rejste jeg mig op og accelererede. Hurtigt kom jeg i front, men i hvert fald 3-4 andre hængte på i mit baghjul. Efter nogle hundrede meter satte jeg mig ned igen, trak vejret dybt ind og ventede på, at de andre spillede ud.
Da de langsomt, langsommere end forventet, kom op på siden af mig, accelererede jeg igen. Denne gang gik det bedre. Nogle faldte hurtigt fra, men én, ham der nær havde kørt mig i grøften, hang stadig på. Jeg fastholdte stædigt min fart, indtil han til sidst knækkede. Og med 150 meter til målstregen havde jeg nu fået et solidt hul, og var sikker på, at de andre ikke ville kom op.

Jeg slap grebet i styret, tog trykket af pedallerne og kørte roligt over stregen – se billedet herunder.
Efterfølgende kan jeg forstå, at jeg var cirka 10 minutter efter vinderen. Det er dog ikke lykkedes mig endnu at finde en resultatliste fra løbet.

Det blev til i alt lidt over 1100 højdemeter og et snit på 34,3 km/t, inklusiv den første runde på 30 i snit. Og ja, på intet tidspunkt kom jeg ned på den lille klinge…
Dét førte i øvrigt til en ny Endomondo-rekord, 50 mil er nu kørt hurtigst på 2 timer, 19 minutter og 21 sekunder, det er en forbedring på 10 minutter i forhold til den gamle rekord. Du kan se meget mere til mine rekorder på denne oversigt

mms_20150627_192503
Konklusion på løbet
Alt i alt var det en rigtig fin rute, hvor de mange højdemeter faktisk var rimeligt godt kamufleret. Jovist, de kunne da mærkes, men ikke i en udpræget ekstrem grad.
Ruten var desuden fint spærret af, og dermed havde vi ryttere god mulighed for bare at fokusere på at cykle og ikke tage højde fra trafikken.
Skiltningen i byzonen for ryttere, der gerne ville finde sekretariatet eller omklædning, var dog lettere mangelfuld. Derudover havde den store afspæring af byen selvsagt gjort det svært for bilister at komme rundt i byen.