DSC_0105Ben og bagdel er så småt ved at være kommet sig over de 103 km fra Danmarks Højeste Motionscykelløb. Så mens jeg sidder her og ser sidste bjergetape i Giroen, er det vel passende at komme med en løbsberetning.
Det bliver nok en længere omgang, så jeg deler den lidt op i kapitler undervejs.

Ankomst i god tid
Belært at lektien ved mit første og seneste cykelløb for snart to år siden, ligeledes i Skanderborg. Så havde jeg booket plads i toget og taget hjemmefra i god tid. Således var jeg i målområdet over en time før min start gik. Det gav tid til både at bedømme, hvad jeg skulle have på af tøj, indtagelse af mad og montering af trøjenummer. Sidstnævnte var en proces jeg måtte igennem et par gange, da jeg er skolet i konkurrencer i løb, hvor man her typisk har nummeret på fronten af trøjen, så har man i cykling nummeret bag på trøjen. Det var en ting jeg først opdaget, efter jeg var trillet lidt rundt med mit nummer på maven, og bemærkede at jeg ca. var den eneste af omkring 1.000 der havde gjort det. Det rettede jeg hurtigt!
Mit startnummer har jeg i øvrigt fået via mit cykelhold, Team Nutrixxion powered by Feltet.dk, og jeg vidste at et par stykker andre også havde fået nummer, så dem spejdede jeg efter, mens jeg ventede på starten gik. Og kort før min start gik 10:12, så fik jeg øje på én af mine holdkammerater. Han stillede også op i 100 km distancen, men på en MTB-cykel – han skulle lige bruge lidt træning inden en tur til Harzen i den kommende uge.

Starten går
100 km distancen var også klart den de distance af alle, der havde flest til start. Der var dog også ruter på 25, 65, 140 0g 185 km. Og for at alle ikke skulle køre i en stor klump, blev vi sendt afsted i intervaller med tre minutter. De første startere i 100km-klassen røg afsted ca. 9:45, og jeg vil tro min gruppe var den sidste.
Vi blev sendt afsted med 10 sekunders nedtælling, og jeg tog hjul på min holdkammerat på MTB’en. En stor fyr på en stor cykel, og kolosal muskelkraft. Og efter de første par km i stisystemet ud af målområdet kom vi ud på landevejen, og straks fandt vi sammen i en gruppe på 10-15 stykker, vil jeg tro. Hvor vi i bedste løbsstil kørte på en lang række, og hvor der var plads til det, kørte vi to og to ved siden af hinanden. På den måde blev der skabt mange områder med læ, og farten var derfor rigtigt høj. Omtrent 35 km/t blev der kørt med de første 15 km, indtil stigningen ved Tushøj kom.
Men så knækkede gruppen også totalt! I samlet flok på flad vej er det relativt nemt at falde ind i takt med de andre, men på stigningerne er man overladt til sig selv, og der var det typisk os mindre ryttere, der var bedst kørende. Således kom jeg også fra min MTB-rytter og ja, resten af gruppen egentligt, da jeg nåede toppen af stigningen, til trods for jeg ikke kørte igennem på den. Faktisk var tiden på den i onsdags meget lig den jeg satte for to år siden, dog lige 1 km/t hurtigere i gennemsnit, svarende til 15 sekunder. Stadig langt op til den hurtigste.

DSC_0106Fanget på mellemhånd
Jeg kom alene op til toppen, og den store gruppe jeg havde fulgtes med de første 15 km var helt sprængt i stykker, bortset fra en mindre gruppe der var kommet afsted med et mellemrum.
Dem satte jeg mig for at ville indhente, men jeg kunne godt mærke at det at køre alene op til en gruppe kan være hårdt, meget hårdt. Man er i den grad udsat for vinden på en helt anden måde, ift. når man kører i en gruppe. Jeg ville tro, at jeg brugte 50% mere energi på at holde en fart på ca 32 km/t når jeg kører alene, frem for at køre 35 km/t i en gruppe.
Samtidigt ville jeg hellere ikke køre mig fuldt ud, da der stadig var langt hjem og mange bakker tilbage. Så hver gang jeg kom op til et par stykker, så tog jeg lige en lille pause på deres hjul, inden jeg forsatte videre.
Det var først da jeg nåede hen til foden af Yding Skovhøj/Ejer Bavnehøj, at jeg fandt et par erfarne herre der havde omtrent samme tråd som mig. Jeg havde brugt en del energi på at hente dem, så på den første halvdel af bakken lod jeg dem trække mig afsted. Indtil jeg følte overskud og et behov af fairness for at gå op og trække dem lidt afsted.
For selvom stigningen er knap 3 km lang, så er den relativt mild og med flere flade stykker, så man brænder aldrig helt ud på den. Derfor skruede jeg også farten lidt op, da jeg satte mig op foran og på den måde fik vi hentet et par andre små grupper undervejs, som også hægtede sig på ‘toget’.
Jeg fik kørt stigningen med 25,5 km/t i gennemsnit, hvilket rækker til en andenplads på den bakke. Efterfølgende ærgrer jeg mig over, at jeg ikke lige satte lidt mere turbo på, så jeg kunne få førstepladsen hjem med omkring 26,7 km/t. Det må blive en anden dag.

Cykelduen alene i verden
På toppen Yding Skovhøj var der et depot, som mange kørte ind til, og lige så mange kørte forbi. Jeg svingede ind og fyldte vandflaskerne, tog et billede, og derefter ud på nedkørelsen. Her fik jeg for alvor fart i dækkene! Bakken falder med 6,5% i gennemsnit på den side, og der er god udsigt til langt frem, så man kan bare give frit lejde, hvis der ingen biler kommer. Og dét var der mange, der gjorde. Jeg troede jeg kørte hurtigt med omkring 65 km/t, men i en lille højresvings kurve lagde jeg mig ud bredt for at kunne tage svinget blødt, men der blev jeg lige overhalet på ydersiden bagfra af en, der nok kørte 15-20 km/t hurtigere, end jeg gjorde. Altså, vi snakker omkring 80 km/t her. Så hjælper en cykelhjelm sgu ikke meget, hvis dækkene giver efter!
Jeg oplevede dog ingen styrt her, heldigvis og kom også selv fint ned og kunne svinge ud på landevejen op mod Mossø og Skanderborg. Efter depotet havde jeg dog mistet mine følgesvende, og kørte nu alene igen, jeg kunne dog ane en rytter lidt længere fremme, og helt ude i horisonten var der en større gruppe. Så da jeg fik hentet den enlige rytter, kørte jeg op på siden af ham og hørte, om han ville være med til at hente gruppen længere fremme. Han kiggede dog på mig, som om jeg snakkede russisk, så besluttede at den samtale vist døde der. Jeg kørte dog i stedet selv og forsøgte at hente dem. Men efter et lille sving og en bakke, var de helt ude af syne. Jeg tænkte, at de nok bare var lidt længere fremme og forsatte derfor min jagt. Det gjorde jeg så i et par km uden at få øje på dem igen, og da jeg samtidigt heller ikke kunne se nogen bagved mig, ja så måtte der være noget galt. Jeg holdte ind til siden og tog mobilen frem for at tjekke Maps, og kunne ganske rigtigt se, at jeg på afveje. Ja, faktisk var jeg på vej direkte til Skanderborg. Heldigvis var der dog en vej tæt på mig, som førte ind til ruten igen.
Så efter at have slugt den bitterhed det var at køre forkert, spilde energi og tid, så fik jeg vendt det til at ekstra energi for at komme med i løbet igen.

DSC_0107Tilbage i feltet
Efter et par km kunne jeg se hjemmeværnet længere fremme, som havde spærret vejen af for foden af en bakke i et t-kryds, og så vidste jeg godt, at jeg var på rette vej igen. Jeg måtte lige holde igen for de ryttere, som kom susende ned ad bakken og så ellers prøve at fange deres hjul bagefter. Kort efter kom der en ny stigning, Lervejedal, som jeg helt havde overset i min optakt. Og nok engang havde jeg en fordel af at være bygget småt, og derfor ikke have så mange kg at skulle få med opover. Så stille og roligt kunne jeg hente folk ind, og så småt begynde at finde folk i mit eget pace. Der var bl.a. to små vævre typer i røde dragter, som var letgenkendelige. De befandt sig tydeligvis godt på bakker, så dem hægtede jeg mig på. Og det skulle vise sig, at jeg fandt deres hjul flere gange undervejs.
Stigningen her blev i øvrigt kørt i 3. bedste tid på climbs.dk, et minut hurtigere ift. for to år siden.

Kort efter denne stigning svingede vi ud på landevejen op til Silkeborg, hvor jeg vidste at det første ville gå ned og siden op bagefter til et depot.
Det lykkes mig at finde ind i en gruppe med 5-6 andre, herunder de to røde bjergryttere, og i den lille flok fik vi kørt en håndfuld km med høj, høj fart. Det lovede rigtigt godt for mit lille mål om at slå den personlige rekord på 100 km, hvilket betød at jeg skulle køre med over 31 km/t. På daværende tidspunkt der, efter ca. 50 km af løbet, kørte jeg i snit med 32,5 km/t.
Da stigningen op til depotet startede, lå jeg i femte position i gruppen. De to røde bjergryttere var forrest, så en anden lille rytter, derefter en lidt tungere gut og så mig. Den tunge gut trak hurtigt ud til siden og lod mig køre forbi, han kendte godt sine grænser.
Jeg kunne dog hurtigt mærke, at ham den anden lille rytter, der lå i tredjeposition, ikke helt havde de ben, det krævede at følge de to røde ryttere. Han kæmpede med at finde et gear og tråd der passede ham og måtte langsomt slippe deres hjul. Det betød desværre at jeg blev fanget bag ham og mistede rytmen lidt, inden jeg kunne få plads til at overhale ham og forsøge at indhente de to andre igen. Det lykkes ikke helt før bakken var slut. Dæleme irriteret at ligge bare et par meter bag dem hele tiden, uden at hente dem. Men det lå også i baghovedet på mig, at jeg stadig havde 40-50 km at bruge min energi i, og at der i hvert fald var tre hårde stigninger endnu, så der var ingen grund til at bruge alt energien på at hente dem.
Jeg besluttede også at springe depotet over på toppen af bakken, da jeg følte jeg var inde i en god rytme og stadig havde væske nok.

Lang kamp mod vinden og tæt på styrt
Efter depotet svingede vi østpå og havde herfra vinden lige i ansigtet. Første havde vi dog lige en nedkørelse igennem skoven på nordsiden af Salten Langsø. Nedstigningen indeholdte dog også flere stigninger opad. Samtidigt var vejene ret snoede og smalle med dårlig asfalt flere steder, hvilket gjorde den ret svær at køre.
Vi kørte derfor med god afstand til hinanden, så vi kunne nå at korrigere, hvis der var forhindringer. Og netop sådan en kom i et sving på en ad nedkørelserne. Vi lå en tre-fire mand relativt tæt på hinanden, og som det er kotume, så giver vi meldinger, hvis der eksempelvis kommer biler forfra eller bagfra. Lige som jeg var blevet overhalet bagfra af en dem kort før en kurve mod højre, så kom der en bil forfra, som den overhalende rytter melder højlydt. Han bremser naturligvis lidt op, og det samme gør jeg også for at undgå at køre ind i ham. Jeg var dog nødt til at blokere bremsen for at undgå ham, og det betød, at mit baghjul svingede ud og var tæt på at ramme en af rytterne bagfra. Vi undgik heldigvis styrt, men jeg kan efterfølgende se på Endomondo, at min puls steg næsten 30 slag i det øjeblik, og gik fra 150 til 180. Det var noget af et chok!

Efter jeg faldet lidt ned igen så fandt jeg nok engang ind i rytme og kæmpede mod modvinden. Igen kunne jeg se, at min lille statur gav stor fordel ift de større ryttere, som virkeligt led i modvinden. Desværre lykkedes det mig ikke at finde en gruppe at køre i, og jeg måtte bruge taktikken fra først på etapen, hvor jeg kørte op til små grupper og fik lidt luft på deres baghjul, inden jeg kørte op til næste gruppe. Det kostede selvfølgelig en del energi, og jeg kunne godt mærke, at jeg måske havde overvurderet mine vandflasker, som hurtigt blev mere og mere tomme.

Sidste depot
Vandet rakte dog lige akkurat til sidste depot, hvor jeg svingede og fik fyldt begge flasker op og snuppede en banan. Her mødte jeg også min MTB-holdkammerat, som åbenbart var kommet foran mig (formentligt ved det første depot, hvor jeg holdte ind). Han var stoppet for at få luft i sit hjul, der højest overrasket var punkteret. Jeg måtte dog hurtigt sige farvel til ham igen, da jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle have en lang pause, da mine ben i såfald ville blive kolde og måske krampe.
Jeg fløj afsted på cyklen igen og forsatte med at køre fra gruppe til gruppe for at finde nogen, der havde mit eget tempo, selvom jeg jo godt vidste, at sådan en gruppe vil jeg nok aldrig fange, da jeg altid ville køre hurtigere end dem jeg indhentede.
Jeg håbede dog på at finde en flok efter næste stigning, som jeg vidste ville komme ca 10 km efter depotet.
Jeg kunne også se, at min gennemsnitsfart faldt mere og mere, og vidste at det nok ikke blev i dag, at jeg slog min PR, og efterhånden havde jeg bare fokus på at komme godt i mål.
Efterhånden var der også så kort til mål, at jeg lige så godt kunne tømme mine reserver helt og derfor køre fuldt ud på stigningerne. Det gjorde jeg således også på Boes Bakkerne, hvor jeg for en sjælden gangs skyld var oppe og stå i pedallerne for at accelerer. Men så kunne jeg godt mærke, at syren kom i benene.
Heldigvis gik det nedad bakke bagefter og samtidigt svingede vi også nordpå og væk fra modvinden, og så kunne jeg finde ind i en god rytme og jagte de to røde bjergryttere, som jeg havde fået øje på igen. Kampen var dog nærmest tabt på forhånd, da de kunne nyde godt at være to mand, der kunne skiftes til at trække hinanden.
Og jeg vendte i stedet fokus til mig selv for at holde en rytme, jeg havde det godt i. Således bragede jeg også igennem Ry, hvor et lyskryds og nogle rundkørelser sænkede farten lidt for andre rytter, og derfor dannede nogle grupper som jeg kunne hægte mig på.

De sidste bakker
Kort efter Ry kom Hylling Bakke, en stigning der egentligt ikke er så lang eller vildt stejl, men efter 80 km var den bare ikke det, vi ønskede os. Jeg nåede også at tænke undervejs, om jeg da egentligt gad at cykle opad den, jeg kunne alligevel ikke slå min PR eller lignende. Men da jeg så andre led lige så meget som mig, eller mere, så fik jeg ny energi til at køre bakken færdig. Og det var som om, at bakken bare blev ved at stige i flere km, selvom man følte den var slut, og langsomt knækkede folk bare mere og mere.
Efter bakkens top, kom jeg dog endelig ind i en mindre gruppe med samme fart som mig. Det var en god blanding af et ældre ægtepar, unge kvinder og middelaldrende mænd. Jeg lagde mig cirka midt i gruppen, og vi havde egentligt en god fart der. Ja, dvs. indtil der igen kom nogle stigninger, så knækkede gruppen igen og jeg endte alene for mig selv nok engang. Men nu kunne jeg se på mit GPS-ur, at jeg havde kørt over 90 km, og afhængigt af hvor meget jeg havde kørt forkert, så var der omkring 10 km hjem.
Jeg besluttede derfor at give det sidste energi, jeg havde. Og farten steg bare yderligere for hver gang jeg overhalede en rytter.
Generelt følte jeg, at overhalede hele tiden frem for at blive overhalet. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg på nedkørelser ikke var den hurtigste, men det kunne jeg så tilgengæld kompensere for, når det gik opad.

Opad gik det også kort før mål ved Gl Randersvej, der flere steder stiger op imod 10%. Her følte jeg nærmest, at jeg gik helt i stå. Men det lykkedes alligevel at holde en høj fart.
Fra toppen kunne jeg spurte igennem industrikvarteret og indtil målområdet, og hele vejen ærgre mig over, at jeg kørte forkert undervejs på ruten og dermed ødelægge min tid lidt.
Ja faktisk kørte jeg endda forkert flere andre gange, da der enten manglede skilt til ruten, eller vejviserne ikke var skarpe nok til at guide en, eller at jeg simpelthen fejlvurderede svingene. Jeg kunne forstå, at jeg ikke var den eneste, der gjorde det, så skiltningen har nok ikke været helt optimal på ruten, desværre.

Men ellers var det nu et godt løb i flotte omgivelser! Og jeg er blevet mange erfaringer rigere, både på mig selv, men også på at køre i grupper med andre ryttere.

Statistik fra turen kan ses her: Strava og Endomondo

S1401366878451