140 km i Grejsdalsløbet var med et professionelt set up

Løbsberetning Grejsdalsløbet

Jeg har efterhånden kørt en del motionsløb i både ind- og udland, men sjældent har jeg oplevet et så stort og professionelt setup som til Grejsdalsløbet. Og overraskende nok, når det nu ligger i min baghave og har masser af bakker, så var det første gang, jeg kørte Grejsdalsløbet.
Men det er da så godt nok langt fra sidste gang, jeg gør det.

Denne løbsberetning fra Grejsdalsløbet 2016 forklarer hvorfor.

Med over 5.000 ryttere til start på de fem forskellige ruter (fra 35 km til 220 km), så kunne man godt frygte et logistisk kaos. Men med nummerudlevering (også mulighed for at hente dagen før til pastaparty) i en stor idrætshal, der samtidigt også var indrettet til messecenter med, så var det ingen større udfordring at få sit nummer. Og de mange borde, som efter løbet skulle bruges til spisning, fungerede perfekt som “arbejdsplads” til at få sit nummer på trøjen.

Udenfor var startområdet inddelt i to bokse adskilt af et hegn. En boks til de startende, og en boks til dem som gjorde klar til start tre minutter efter. Det lyder banalt, men det fungerede ret godt, især når man ikke skal til at bøvle med at rykke 50 meter frem i samme startboks, når første hold er sendt afsted, som ellers er et velkendt fænomen fra andre løb med mange til start.

Storskærme omkring start/mål oplyste både ryttere og tilskuere om løbet, viste live-video udvalgte steder fra løbet og meget mere. Stort og flot setup!

Men hva så med selve løbet?

Racemarshalls fører ryttere ud af byen

Starten gik ved DGI Huset i Vejle, og for dem der kender byen, så er det ret centralt, især når ruten nu bugter sig igennem centrum ud mod Grejsdalen. På forhånd kunne man frygte et kaos, hvor ryttere og biler skulle kæmpe mod hinanden for at komme frem. Men først og fremmest var byens borgere på forhånd advaret omkring løbet. Dernæst stod der hjemmeværnsfolk ved alle lyskryds og dirigerede trafikken. Men måske vigtigst af alt, så ledsagede to racemarshalls på motorcykel hver eneste startgruppe de første fem kilometer igennem byen. De gjorde det i et tempo på omkring 22 km/t, det vil sige at starten var en alle kunne følge med i, og samtidigt fik man mulighed for at køre benene varme de første 10-15 minutter, inden løbet blev givet frit.

I alle de andre løb jeg hidtil har kørt, har starten næsten altid være givet fri fra første sekund, hvilket betyder at ryttere med friske ben flyver afsted med 40 km/t, inden de efter en halv times går kolde – det fører som regel til en ret hektisk start!

At vi var så mange ryttere tilmeldt, omkring 1.500 styks på min distance, betød også, at der var utallige af grupper at køre i. Jeg selv stillede til start med Cykelnerven i en gruppe på små 10 mand, som havde til hensigt at køre 30 km/t i snit. Og det lykkedes faktisk også fint. Vi startede lidt sent i forhold til de hurtige grupper, hvilket betød, at vi konstant overhalede andre grupper. Det første så til, at grupperne for kortere perioder smeltede sammen og at nogle af vores ryttere blev fanget bagerst i feltet, hvor elastikken omkring sving og bakker er hård at køre i – altså, når de forreste allerede accelerer ud ad svingene, før de bagerste er kommet ind i svinget og dermed stadig bremser, så bliver feltet trukket ud, og de bagerste skal accelerere ekstra meget for at hente de forreste igen.
Det er en utrolig hård måde at køre cykling på og koster unødigt mange kræfter, derfor gælder det så vidt muligt om at sidde blandt de forreste i en gruppe, så man kører et mere ensartet tempo.

Beskrivelse af Grejsdalsløbet 2016

Skiltespurter

Oprindeligt var min tanke at køre ræs til dette løb, men undskyldningerne for at ikke at gøre det var mange, og dem vil jeg ikke belemre jer med, endnu. Lang historie kort, så kørte jeg i en gruppe med 30 i snit, og det gav mig masser af overskud. Derfor så jeg også mit snit til at indføre skiltespurter i løbet, og heldigvis var flere på holdet med på legen.
Og en leg var det netop. En leg der gav et moralsk boost i et vejr, der ellers ikke inspirerede til cykling. Hagl, blæst, regn og temperatursvingninger mellem 17 og 9 grader var vejrets utaknemmelige menu til os.

Sorte skyer truede, da vi vendte ind mod Vejle igen. Heldigvis havde de regnet af, før vi kom så langt. Men våde veje og vandpytter slap vi ikke for. Det betød også at mange ryttere var uheldige at få punkteringer. Jeg slap dog for disse uheld, min største udfordring var våde og kolde fødder.

Varmen kom dog hurtigt i kroppen igen, så snart vi begyndte på bakkerne. Munkebjerg og Svinholdt fik pulsen op, inden det gjaldt Kiddesvej.
Inden vi kom til Kiddesvej ramlede vi dog ind i en stor gruppe, som lige akkuarat kørte 0,2 km/t langsommere end os. Det betød, at vi havde gang i historiens længste overhaling, som mest af alt ledte tankerne hen på et elefantræs på motorvejen.

Det var dog vigtigt for os at få overhalet, så vi kunne komme først ind på Kiddesvej. Bakken starter stejlt, og vores indgang til den var via et sving på 130 grader. Dermed kunne en flaskehals nemt opstå, når mange ryttere rammer en smal og stejl vej med lav fart, efter de er kommet med fuld skrald ned ad en nedkørsel.

Jeg satte også derfor tæt på alt på ét bræt for at få overhalet gruppen. Jeg benyttede vejbanens fulde bredde til at få overhalet den store gruppe og lykkedes lige akkurat med at komme ind på Kiddesvej i den forreste del af gruppen.
Dermed havde jeg frit løb opad Kiddesvej, som jeg kunne køre i højt og stabilt tempo. Tilsyneladende den næsthurtigste personlige tid, endda til trods for jeg lige havde kørt bakken mere end 25 gange i samme uge.

Efter Kiddesvej ventede flere bakker inden for få kilometre. Det betød også, at vores gruppe fra Cykelnerven så småt blev reduceret og efter 70 km var den knækket helt. På toppen af en bakke var vi tre mand tilbage fra Cykelnerven, og med en gennemsnitsfart på 30,2 km/t mente vi, at vi havde holdt det aftalte pace. Men samtidigt følte vi også, at vi havde energi til mere.

I samme øjeblik blev vi overhalet af en københavnertype med fart som en motorcykel samt hans lille føljeton. Vi hægtede os på, og efter få km var gennemsnitsfarten øget med 0,5 km/t.
På vej nedad en bakke satte jeg mig bagerst i gruppen for at indtage en banan. Et kort øjeblik var jeg uopmærksom, og da vi rammer bunden har jeg et hold op til gruppen. Jeg sidder nu alene i side/modvind og kan bare ikke få lukket hullet.
Det er først da vi når en lille stigning, at jeg med en kraftig acceleration får kontakt med gruppen igen. Vi er omkring 10-15 mand i den gruppe, hvoraf tre-fire stykker deles om føringerne. Farten er høj, og måske også lige det højeste i forhold til laveste fællesnævner i gruppen. Farten blev dog løbende justeret ned, så alle kom med rundt.

 

Løbsreferat fra Grejsdaløbet af CykelduenIngen depoter

Men i takt med at vi kom ind i Vejle Ådal og bakkerne hed Blue Horse og Tørskind, så knækkede vores gruppe. Da vi når sidste depot med omkring 30 km hjem er vi kun omkring fem mand tilbage. Københavnertypen og hans makker samt os tre Cykelnerver. De kørte desværre ind for at få tanket flaskerne op, og vi vurderede, at vi havde nok af vand og energi imellem os til at vi kunne tage den sidste time hjem uden depot.

Så desværre kan jeg ikke udtale mig om kvaliteten på depoterne i dette løb, men hørte fra flere, at især kagerne var værd at gøre pause for.
Jeg kan derimod udtale mig om kvaliteten på vejvisere og trafikregulanter – den var helt i top! På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, hvor jeg skulle køre hen, eller følte mig usikker i forhold til krydsning af veje eller lignende. At enkle bilister så kører som sindssyge på vejene kan arrangøren ikke gøre for. Enkle af os cykelryttere kører sikkert også som sindssyge.

Nu havde vinden desværre vendt igen, så den kalkulerede medvind var istedet blevet til en forsat side/modvind. Vi fik dog fordelt føringerne imellem os, så de stærkeste tog det hårdeste læs, og efter den sidste bakke ved Fandensdal, så var det til at se enden på løbet. 15 kilometer hjem i et terræn, der gik mere ned end op.

Vores humør var højt derude, måske også for højt i forhold til hvad rytterne omkring os syntes godt om. Men vi fik et mentalt overskud ved at sidde og bande af bakkerne, af vejret og meget mere. Så meget overskud, at vi også glemte, hvor trætte vi egentligt var.
Derfor kom det også lidt som et chok for mig, at jeg på den sidste kilometer, på vej ud af et sving og midt i et kraftigt tråd mærker en krampe i højre læg. Dem var jeg ellers blevet totalt forskånet for i dette løb – for første gang i år i øvrigt! Dét til trods for, at jeg havde kørt omkring 30 skiltespurter, og vundet 1/3 af dem, givet okay med gas på 16 stigninger og holdt en gennemsnitsfart på over 31 km/t.
– Alt sammen på et indtag af 2 bananer, 2 gels og 2 liter væske. Med seks timers søvn i kroppen og et begrænset, samt ikke mindst forkert, indtag af mad og drikke dagen før; jeg var i familiens skød langt oppe i det Nordjyske – hov, der blev I ikke snydt for undskyldningerne alligevel…

Nå, men krampen ud ad svinget betød også, at jeg mistede afgørende meter i forhold til mine to medryttere fra Cykelnerven. De havde dog ikke voldsomt med fart på, så jeg fik dem hentet igen. Og de blev også sat på plads i den afgørende spurt til målstregen.

Og netop målstregen er min eneste anke i forhold til arrangøren: Hvorfor dævlan skulle der ligge en høj kant på målstregen? Når man rammer den med 40-50 km/t er den ikke ligefrem behagelig at forcere…

Det blev til en samlet placering som nummer 149 ud af 1.543 på min distance, eller en placering som nr. 10 i min alderskategori.

Konklusion på løbet

Grejsdalsløbet er et utroligt gennemført løb, lige fra optakten til starten, selve starten, til afviklingen af løbet og ikke mindst afslutningen.
Bare noget så simpelt som en snip, der kan rives af startnummeret og indløses til mad og drikkevarer efter løbet er fint tænkt. I andre løb har udleverede madbilleter været brugt, som man så skal have med i baglommen eller hente i sin bil efter løbet – med det resultat at billetten er fedtet ind i tomme gels, røget ud af lommen, når man hiver noget op, eller glemt i bilen.

At der så samtidigt også er en lille messe og koncert i hallen, hvor man spiser mad, ja det er jo bare et plus!
Lydsystemet kan dog godt finpudses. Jeg erfarede, at en mand på scenen forsøgte at sige noget i sin mikrofon, jeg aner dog ikke, om det var vigtigt.

Alt i alt er det nemt at se, hvorfor Grejsdalsløbet år efter år melder udsolgt til trods for det ligger i en periode med utallige af andre (motions)cykelløb – og som regel også altid køres i træls vejr.

Dét jeg kan sætte den største finger på, må være min egen præstation. Jeg havde ikke forberedt mig godt nok i de sidste dage op til løbet, dertil prioriterede jeg alligevel min familie højere. Men så har jeg bare revanche til gode til næste år!

Og mon ikke også, der snart kommer et løb i samme terræn, som jeg kan komme ud og give den gas i… Dét tror jeg nok, der gør.