DSC_1524

I sidste weekend, her midt i juni, blev Race24 kørt. Et cykelløb efter Le Mans foreskrifter på Ring Djursland. Omtrent 70 hold opdelt i soloklasse, 3-mands hold og 6-mands hold deltog i dette event som strakte sig fra lørdag kl 13 til søndag kl 13 og udfoldede sig på de 1750 meter nybelagt asfalt midt på Djursland.
Og netop den nybelagte (fra efteråret 2014) asfalt, skulle vise sig at få en helt enestående betydning, men det vender jeg tilbage til senere i indlægget.

Løbet blev i år afviklet for fjerde gang, og jeg selv deltog for anden gang. Af den årsag var mange af mine premierenerver også fjernet. Og da tilmeldingen til løbet i år samtidigt, desværre, var lidt mindre end sidste år, så havde jeg mere tid at forberede og hygge mig i lejren. I år kendte jeg også en del flere personer til eventet, så hvis jeg ikke sad på cyklen, lå og hvilte mig eller spiste, så havde jeg nogen at hygge med. Derfor fik jeg desværre heller ikke brugt mange sekunder på diverse udstillere af cykler og materiel i år, men mit indtryk var også, at også af disse var der færre i år end sidste år.

På mit hold var vi tre mand, men derudover havde mit cykelhold, Team Motionsfeltet.dk powered by Nutrixxion flere andre hold til start. Desværre også nogle der havde meldt fra i de nære timer op til starten. Men på den anden side af en god håndfuld ryttere var vi alligevel til start.


Udbrud, føringer og rekorder

Men nu til selve løbet, det er jo trods alt det, som Race24 primært handler om.
Klokken 1230 var der briefing om løbet og dets regler, og umiddelbart derefter kørte de første ryttere på hvert hold til start. Jeg var blandt disse, da mit hold vurderede, at jeg nok havde bedst ben på dagen, og at det gav god mening i forhold til, at farten som regel er djævelsk høj de første par timer.

Og lige netop et par timer, to, var dét, som jeg var sat til at køre. Og efter to opvarmningsrunder bag officialsbilen blev løbet givet frit klokken lidt over 13.00.
Belært af sidste års hårde elastikkørelse bagerst i feltet, så lagde jeg mig fra start af frem i den forreste tredjedel af feltet. Og da jeg opdagede, at det gik rent nemt med at sidde fremme (med lidt over 40 km/t), så blev jeg jo kåd og naiv. Første runde krydsede jeg stregen som den første mand, og i næste runde var jeg nr 2. Runden efter trak jeg afsted fra feltet lige op til målstregen og var nr 1 igen.
Og sådan forsatte jeg med at lege med feltet, og min egen krop, den første halvanden time. Gentagende gange stak jeg afsted for at se, hvad der skete. Dog aldrig med intentionen om at forsøge at tage en runde på hovedfeltet. Jeg vidste nok godt, at jeg ikke kunne holde til dette tempo i alle mine 8 timer, men her i de første timer nød jeg dét, som det nu engang gav at ligge forrest og få opmærksomheden.
Det betød så, at jeg i mit første stint forbedrede utallige personlige rekorder. Blandt andet min timerekord, som nu hedder 39,25 km mod den gamle på omkring 36 km.

Efter halvanden time var der dog andre, som også ville prøve at lege med feltet. Det var sågar en fra mit eget cykelhold, som kom med friske ben og satte et angreb ind. Han kom afsted med en mand, men faldte dog lidt tilbage igen. Accelerationen betød at 6 andre mand også stak afsted, og så var 7 mand i udbrud.
Angrebet kom lige som jeg havde haft en lang føring i feltet, og derfor ikke umiddelbart kunne svare igen. Jeg faldt ned bagerst i feltet, imens jeg blot kunne se til det anarkistiske spil udarte sig i det store hovedfelt. Der gik i hvert fald en halv runde, før der kom samling på tropperne igen, og på det tidspunkt havde de 7 angribende ryttere fået et solidt hul.

Jeg fik ligeledes styr på benene igen, og satte mig for at forsøge at indhente udbrudet igen. Desværre fik jeg ikke ret meget hjælp fra de andre i feltet, og kampen blev derfor ret solopræget til trods for jeg havde en lang hale af ryttere på baghjulet.

I 10 omgange lå jeg og trak feltet, inden jeg havde fået hentet to af udbrudderne. Men de 5 andre var væk, og kort tid efter kørte jeg i pit efter mit første stint, hvor det blev til 46 omgange – cirka 80 km.

DSC_1522

Benene er smækket op i campingvognen

Hurtigt kom jeg i tørt tøj, fik noget mad og smækkede benene op inde i vores campingvogn. Efter at have spist, hvilet og strukket ud tog jeg en lille løbetur for at løsne op i benene. Jeg var godt klar over, at jeg havde lagt ud over evne i de første to timer. I hvert fald over evne i forhold til at jeg stadig manglede 6 timers kørelse. Så nu havde jeg fokus på at undgå ømme og tunge stænger og deraf forebygge kramper.
Efter løbeturen tog jeg ud for at se mine medryttere køre. Det var tydeligt, at efter de første timer, hvor alle hold havde byttet ryttere, så var der ikke længere samme orden på feltet. Der var mange mindre grupper og hovedfeltet var også kraftigt decimeret nu. Flere ryttere lå med samme fart, men på vidt forskellige steder på banen – det er immervæk den modbydelige charme, der er ved Race24. Og her går tanken nok i manges hoveder, om de enten skal falde tilbage og vente på ligesindede at køre med, eller om de skal øge farten og forsøge at indhente dem foran. Begge scenarier har plusser og minusser, enten kan man blive taget med en runde, eller også kan man køre over evne og betale prisen for det senere.


Manglende mad
På mit hold havde vi aftalt at køre to timer hver. Det betød, at mit næste stint startede kl 19. Uheldigvis lå den start lige midt i vinduet for aftensmaden, som var mellem 17 og 21. Enten kunne jeg vælge at spise inden, jeg skulle køre, eller også skulle jeg køre fra banen lidt før tid, så jeg kunne nå aftensmaden. For at undgå ubehag ved at køre med fyldt mave, valgte jeg det sidste. Aftalen var, at jeg skulle køre fra banen kl 2030.

DSC_1521

Billedet er taget fra opvarmningsrunderne omkring kl 11, her på den ene langside op mod u-svinget før målstregen

I stedet spiste jeg min medbragte madpakke, der bestod af et velvoksent pølsehorn, og nogle bananer op til mit næste stint. Dét måltid udgjorde så dog både min frokost, restitutionsmåltid og dele af aftensmaden. Og dem af jer der kender til min appetit ved jo nok godt, at det slet ikke var nok mad. Mærkeligt nok så slog den tanke mig slet ikke derude. Jeg havde mere travlt med at tænke på, hvordan jeg skulle disponere mine kræfter. Måske havde et stort indtag af sukkerholdig mad også fjernet min umiddelbare appetit.

Kræfterne blev disponeret således, at jeg lagde mig ind i en gruppe, der kørte med omkring 35 km/t. Og det gik egentligt også rigtigt fint, indtil den første halve time var gået. Da kunne jeg mærke, at maven altså var rigtigt sulten, og da regnen så kom i stort set samme øjeblik, så var jeg havnet i en elendig kattepine.
Godt nok var jeg trukket i et skoovertræk og havde regnjakken i baglommen. Men regnen kom så pludseligt og så kraftigt, at det ikke gav mening at stoppe for at tage den på. Lynhurtigt var jeg gennemblødt, og nu brugte jeg energi på både at holde farten men ikke mindst holde varmen også.

Vandet fra baghjulet foran sprøjtede op i ansigtet, og jeg sad og blev mere og mere irriteret på mig selv. Nu fortrød jeg bitterligt, at jeg ikke havde spist rigtigt aftensmad. At jeg ikke havde mere tøj på, og måske også at jeg havde lagt så hårdt ud i første stint.
Da jeg havde kørt en time, og det værste styrtregn havde lagt sig, men dog stadig regnede, var jeg fuldstændigt desorienteret.
Jeg følte mig ærligt talt som en, der var på de sidste timer af en lang bytur. Kroppen var gået på autopilot, og jeg tror, at det var mere held end egentligt forstand, at jeg ikke kørte ind i nogens baghjul på banens mange sving.

DSC_1523

Den såkaldte “Dahl-kurve”, hvor rytterne kommer op ad den værste stigning på banen. Og her kørte de i sidste timer i strid modvind hen mod et u-sving inden det gik nedad bakke igen

Heldigvis var min makker kommet tidligt ud i pitten og havde set, at jeg både havde sænket farten og formentligt også lignede udskidt grød. Han kaldte mig ind 10 minutter før tid, og det var jeg lykkelig for!
Jeg havde besvær med at komme af cyklen, og jeg havde endnu større besvær med at bevæge mig rundt i en lige linie bagefter. Jeg mødte folk jeg kendte i pitten, men aner ikke hvad vi snakkede om. Jeg skulle bare hurtigst muligt ned i campingvognen og have tørt tøj på.
Dén opgave brugte jeg nok også en halv time på, inden jeg i sidste øjeblik kom over i kantinen og fik fyldt en tallerken med størst muligt overfladespænding på.

Ved bordet sad jeg så med flere trøjer og jakke på og rystede som et espeløv i stormvejr. At maden ikke røg på gulvet var nok ét af Guds mirakler.
Efter maden røg jeg direkte ned i soveposen, hvor jeg brugte de næste to timer på at få varmen og stoppe med at ryste. I dette øjeblik tænkte jeg ærligt talt, at jeg nok ikke kom på cyklen igen.

 

Den mentale kamp og OCD’ske tendenser
En halv times søvn og mental overtalelse gjorde dog, at jeg rent faktisk kom i det våde cykeltøj og ud i pitten omkring midnat, klar til at afløse min makker, som flot kæmpede sig igennem nattens triste støvregn. Vi skulle skifte kl 00:30, og det var vi vist de eneste, der skulle, for pitten var totalt ryddet for mennesker. Altså, lige bortset fra to officials og en meget dedikeret datter, der hjalp sin far igennem løbet som solorytter.

Vores tredje rytter var hoppet i seng, da jeg forlod vognen. Hans sidste ord var, at han først kørte kl 3, uanset hvad der skete. Det var der ikke noget forgjort i, han havde jo også afløst mig 40 minutter før tid tidligere i løbet.
Min plan var derfor at holde cyklen kørende i 2,5 timer. Af den årsag havde jeg fra start af gjort mig to ting klart. For det første skulle jeg sænke farten, markant. Og for det andet, så ville jeg under ingen omstændingheder tage nogens baghjul, da jeg vidste at baghjulssprøjtet ville gøre mig irriteret.

Jeg kom ind på banen og satte straks fartpiloten. Den skulle hedde 30 km/t, men det skulle den ikke hedde for enhver pris. Benene skulle have overskud, og jeg skulle kunne bevare fatningen hele vejen rundt. Men efter at have cyklet rigtigt mange km i år, så gik jeg ud fra, at 30 km/t var den fart jeg ville køre med, hvis jeg satte mit eget pace uden at skulle tænke på andre.
Jeg slukkede derfor også lyset på min cykelcomputer, så jeg ikke kunne se mit tempo. Jeg havde kun det officielle ur på banen, som fortalte hvad klokken var. Og ved hjælp af dette ur, så tjekkede jeg hver halve time, hvordan det gik med min fart. Jeg kunne se den for hver halve time faldt en lille smule, men lå stabilt omkring 29-30 km/t.
Dette trick var blot ét af flere, som fik mig igennem det 2,5 time lange nattestint. Et andet var at lukke totalt af for andre omkring mig. Inklusiv de hurtige ryttere som overhalede mig, dem som lå på baghjul og dem som jeg selv overhalte.
Derudover havde jeg to regler, som jeg konsekvent fulgte. For hver anden runde måtte jeg skiftevis drikke vand på langstrækningen og stå op i pedallerne på bakkerne. Dette, nærmeste OCD’ske træk, fulgte jeg dels for at holde væskebalancen ved lige, og dels for at have en afvekslende kørestil samt noget at “se frem til”.

Hver gang jeg stod op i pedallerne på bakkerne, så øgede jeg også farten en lille smule, og det var lidt min fornemmelse, at de 2-3 mand som konsekvent lå på baghjul, var lettere trætte af den acceleration. Men igen, jeg tog ingen notits af det. Jeg kørte mit eget løb, og de fik lov at ligge gratis på hjul. Hver gang de gik frem for at føre, tog jeg straks, inddirekte, føringen tilbage ved at køre uden om dem.

På denne mekaniske vis kom jeg frem til kl 3, og velvidende om, at jeg nu kun manglede to timers kørelse, så gik jeg tilfreds og styrket på selvtilliden, til trods for min gennemsnitsfart var faldet markant, ned i campingvognen.
Det var dog svært at få søvn. Dels fordi kroppen var i et helt andet gear, end den plejer at være på den tid af dagen. Og dels fordi tanken var, at jeg snart skulle køre igen. I stedet forsøgte jeg at få hængt tøjet op rundt omkring i campingvognen, så det bare var nogenlunde tørt til sidste stint. Jeg havde nemlig valgt at glemme ekstra cykelbukser, og mine undetrøjer var desværre også i et begrænset antal. Og cykelsko, dem havde jeg kun et par af. Heldigvis havde jeg dog mange strømper med, og alle par blev brugt!

Da jeg alligevel ikke kunne sove på dette tidspunkt, så gik jeg op i pitområdet, hvor jeg fandt de lunke rester af den suppe, som blev serveret omkring midnat. Den udgjorde, sammen med en øl og groft brød, så min morgenmad.
Efter et par portioner af denne var indtaget, vraltede jeg over til massagebriksen, hvor jeg fik bestilt en omgang til baglår, lægge og skuldre. Og liggende der, halvnøgen, på briksen i de tidlige morgentimer sammen med en anden rytter, to massøser og deres snorkende lærer lige ved siden, blev jeg udsat for en ganske hyggelig behandling. Ikke mindst så meget selve massagehåndværket, hvor der bestemt ikke blev holdt igen, men måske mere det selvironiske spil, der udartede sig mellem os fire tilstedeværende, hvor der blev joket om det ene og andet – det gav altså lige et løft, som på dette tidspunkt var helt perfekt timet. Af den årsag gik jeg også derfra som en helt ny mand.
Med et stort smil på læben fik jeg lagt mig ned i soveposen, hvor det vist lige blev til en halv time med lukkede øjne og noget, der næsten mindede om feberdrømme. Men da der var udskiftning af kørende rytter på mit hold omkring kl 5, så blev der lidt for meget uro, til at jeg kunne sove videre. Ikke mindst fordi jeg nu følte, at jeg skulle holde mig klar igen.
Det blev til lidt småsnak i campingvognen og dét, sammenholdt med positive beskeder på Facebook, gav det sidste boost til at gå ud og fyre den af kl 7.


Sidste stint
Med tanke på at jeg nu blot skulle køre 2 timer mere og at regnen var ophørt, så var der fornyet energi. Desværre var vindstyrken også kraftigt tiltaget, og endda vendt således, at vi den lå lige masken på os på langsiden.
Men hvor der er vilje, er der vej. Og i de første tre kvarter kom jeg rundt med en fart på over 35 i snit – tilbage i det planlagte pace, og alt om tidligere kriser var nu glemt!
Rytterne på banen var beliggende i mange små grupper, enkle af dem med voldsomt høj fart, og ligeså enkle med ekstrem langsom fart. Mit fokus var nu blot at øge min samlede gennemsnitsfart og forsøge at indhente noget af det tabte.

Men efter en times kørelse måtte jeg sande, at benene var ved at være brugte, og at vinden simpelthen ikke gav mere hjælp end den gav modstand. Farten faldt ned og lå stabilt på cirka 30 km/t.
Efterhånden havde vi nu kørt så mange runder på banen, at hvert sving blev skåret perfekt, og her hjalp især den nye asfalt godt på de skarpe sving, der blev taget i høj fart.
Jeg aner ikke meget om asfalt, men belægningen var så god, at grebet i den bare var perfekt. På intet tidspunkt, selv i den kraftige regn, var man bange for at skride ud.
Indrømmet, i de første omgange under den stærke regn sad hånden lidt mere på bremsen end på gashåndtaget. Men hurtigt fik man tillid til belægningen og kørte fuldt ud.
Og mig bekendt var der heller ikke nogle styrt undervejs i løbet som følge af asfalten. Én enkel røg ned at ligge, men det var vist en køreteknisk fejl, og ingen alvorlig skade skete.

De klokken endeligt nærmede sig 9, og jeg kunne køre i pitten for sidste gang, så gav jeg den det sidste jeg havde. Det var dog ikke ret meget, og det kan desværre heller ikke læses ud af farten.
Og egentligt var det også lidt et antiklimaks at køre ind og stille cyklen kl 9. For godt nok var jeg nu færdig med at køre, men løbet manglede stadig fire timer. Tårene pressede sig lidt på, hvilket jeg ikke har oplevet, siden jeg løb mit seneste marathon for fem år siden.
Et par kamerafolk fik skudt nogle billeder af mig lige efter, jeg kom i mål, og jeg venter nu spændt på at se, hvilken grimasse jeg egentligt stod med. Træt var jeg i hvert fald!

 

DSC_1527

Paraderunderne efter kl 13, hvor løbet er fløjtet af

Race24 er et helt unikt løb
Men efter jeg fik skiftet tøj for sidste gang og sat mig over i kantinen for at få min morgenmad, så kom jeg langsomt tilbage til virkeligheden igen. Og nu kunne jeg for første gang i næsten 20 timer egentligt nyde, hvor et fantastisk løb Race24 er. Hele den hyggelige stemning med ryttere, der på én gang både er modstandere og medspillere, tilskuerne der giver en fantastisk stemning langs banen og de officials der hele er til stede gør bare noget unikt for dette løb. Man er i et helt specielt minisamfund for et døgn, hvor man glemmer alt andet omkring sig. Ingen snak om valg, dagligdagens problemer og glæder eller andre sportsbegivenheder fik meget taletid.
Alt handler om cykling og hvor hårdt man har det, alle andre omkring en er i samme forstående båd.

Om jeg kommer igen næste år, det tør jeg ikke helt sige endnu. Sidste år på denne tid var mit svar nej, men jeg kom jo alligevel. Det er ikke fordi, at løbet ikke er godt arrangeret. Det er bare så forbandet hårdt, at det sidder i kroppen flere dage efter. Måske mest af alt på grund af den manglende søvn, så hvis jeg er med næste år, så er det nok på 6-mands hold.

Og nåh ja, nok er løbet meldt ud som det hårdste af de fire afviklede. Men ikke desto mindre lykkedes det alligevel det vindende hold at sætte rekord i år, med hele 7 omgange mere end den gamle rekord…Måske er det den nye asfalt, der bare er hurtigere. Måske var de vindende ryttere bare i en helt anden klasse. Det sidste kan måske blive bekræftet af, at de var 15 omgange foran nr 2 og 24 omgange foran nr 3…

Tak for et velarrangeret løb her i 2015!

Hvis du vil vide lidt mere om min præstation i dette års løb, og hvorfor jeg sad tilbage med en skuffelse, da jeg havde kørt færdigt. Så kan du læse mere om dette og ikke mindst alle mine undskyldninger i gårsdagens indlæg - En tabers undskyldning