DSC_0213  Søndag blev der kørt Rundt om Rold, jeg var med, omend jeg måske ønskede, at jeg ikke var det alligevel. Der var på alle mulige måder lagt op til et storslået løb i et af Danmarks mest naturskønne områder med en herlig kuperet rute, og et felt der tenderede til noget der kunne få Formel 1 biler til at se langsomme ud. Det startede egentligt også ret godt, der fra toppen af Rebild Bakke ved Hotel Comwell, måske fordi det gik ned af bakke det første stykke tid. Da jeg første gang kiggede på min cykelcomputer efter 8 km, da stod der 38,1 km/t ud for gennemsnit.
Men efter et højresving og et møde med Col du Fræer, så begyndte helvedet hurtigt. Ikke så meget fordi bakken var hård, det var den nu egentligt ikke. Faktisk det jeg vil kalde en powerbakke, hvor man kan træde igennem på den bløde men lange stigning – nåh ja, pt er jeg også den hurtigste på den bakke inde på climbs.dk, men så også den eneste med stats på bakken… Men ehm, det helved der..Normalt så plejer det at være en varm ting beliggende under os.
Men denne dag kom det ovenfra og var alt andet end varmt. Himlens sluser åbnede sig simpelthen og kastede kaskader af vand, og muligvis også hagl, ned over os. Efter 15 km så tvivler jeg på, at der var én eneste rytter, der var tør noget sted på kroppen uanset påklædning. Selv var jeg i korte bukser og lange ærmer. Jeg savnede måske lidt et skoovertræk og regnjakke, men så igen, tvivler på det kunne have holdt mig tør i ret lang tid.

Moralen knækkede
Med en gennemblødt krop glemte man helt at nyde det ellers skønne område ved Rold Skov, og jeg gjorde det, man aldrig må gøre: begyndte at tælle km ned til løbet var sluttet. Jah, jeg overvejede sågar, at hvis min makker sagde tak for turen og stoppede efter første runde af de 2×54 km, så ville jeg ikke sige ham imod. Men vi snakkede ikke om det undervejs, og det var nok også meget godt.
I stedet forsætte vi med at køre hurtigt, også meget hurtigere end jeg havde planlagt. Vi sad godt i en halvstor gruppe, der dog blev sprængt lidt på Col du Fræer, men siden fik samlet sig lidt igen. Vi fik skiftet godt med at sidde og trække for siden at sidde i læ af den vind, som også stille og roligt tog mere og mere til. På et tidspunkt sad vi og tænkte, at vejret faktisk ikke kunne være meget værre at cykle i.

Det kunne det dog godt, det kunne være endnu koldere, selvom vi dog frøs alligevel. Nå men, 30 km var kørt og vi rundede depotet og greb bananer i farten, inden vi forsatte opad mod Thoruphede. En lang monotom bakke, som dog alligevel var en tand for stejl, eller også var det vinden der kæmpede i, til at jeg kategoriserede den som powerbakke. Jeg sad allerede og frygtede at få den anden gang, især fordi jeg vidste, vi slet ikke var kommet til de værste bakker endnu. For blot en håndfuld km efter Thoruphede, så var det tid til Ravnkildebakken. En 600 meter lang lige stigning, hvor toppen hele tiden kigger hånende ned mod en, da den ved, man skal forcere de 6% i gennemsnit, men hvor over halvdelen af bakken er tættere på de 8%. Jeg bemærkede et par tilskuere på første runde, der stod og filmede med en drone fra luften – gode billeder, gætter jeg på.

 

Opklaring
Vi forcerede bakken i en samlet gruppe på godt og vel 20 mand, som faktisk alle holdte mere eller mindre sammen til toppen. Jeg havde placeret mig forrrest i gruppen, der sidder jeg gerne bedst. Enten der, eller aller bagerst, så jeg har mere bevægelsesfrihed til at undgå de ryttere, der altid er, som har en tendens til at cykle meget uroligt. Men at sidde forrest betyder nu også, at man er mere udsat for elementernes vold.

Vejret skiftede dog, efter vi havde kørt ca. 40 km, det begyndte faktisk at blive lidt solskin, og så steg moralen straks igen. Jeg havde dog stadig i baghovedet, at min makker og jeg kunne vælge at give den fuld gas de sidste 15 km, og så stige efter første runde. Men igen holdte jeg de tanker for mig selv og passede min rolle i gruppen. Men, efter at solen havde tøet mig lidt om, så begyndte hovedet også at fungere bedre igen. Jeg kom i tanke om, at jeg havde fået drukket og spist alt for lidt, ift hvad jeg burde. Jeg vidste ikke, om det var forsent at kompensere, men jeg begyndte at se dybt i min energidrikkedunk. Jeg vidste jo godt med mig selv, at kroppen bruger endnu mere energi, når den fryser, og det gjorde jeg helt bestemt, mine fødder var så småt følelsesløse, og hele overkroppen var nærmest frosset fast i én stilling – flere bakker til trods, så havde jeg endnu ikke stået op i pedalerne. Jeg havde simpelthen ikke løst til at bevæge mig, ligesom jeg åbenbart havde heller ikke havde haft løst til at spise og drikke.

 

Farlig nedkørelse og bakkespurt
Farten i gruppen var stadig høj, dog ikke over 38 km/t i snit mere, men da stadig omkring 32-33 km/t. Og om ikke lang tid ventede en stejl nedkørelse, så et stykke med fladt, siden en kontrabakke, lidt mere fladt, og så finalen på Rebild Bakke. Men først nedkørelesen på Kridtbakken, og som i kan se på linket, er den ret stejl og med to skarpe sving på. Heldigvis havde arrangørerne placeret to officials, en hvert sted, til at dirigere trafikken og øge vores sikkerhed.
Min fart var dog lige høj nok, ift. hvor våde og dårlige bremserne var, så jeg kom lidt for langt ud i det første sving, og var tæt på at skide grønne grise med tanker på et styrt. Heldigvis var svinget dog ikke skarpere, end jeg kunne få rettet cyklen op igen. Lektie lært til næste runde!! Efter nedkørelsen satte jeg mig allerbagerst i gruppen igen, drak lidt mere energi og forsøgte at samle mig selv og benene til at køre bakkespurten på Rebild Bakke.

Jeg bemærkede at min makker gik op forrest i feltet, han var også opsat på en god spurt, men jeg tænkte at jeg nok skulle fange ham inden toppen. Vi havde kørt bakken i bil inden løbet, så vi vidste ret præcist, hvad der ventede os. Først et lang stykke med lav stigningsprocent, så et sving og markant øgelse af stigning, et sving mere og så toppen umiddelbart efter.
Vi kom ind under porten, der markede starten på spurten. Jeg sad sidst i gruppen, helt bevidst. Jeg ville simpelthen bruge hvert eneste rytter i gruppen som springbræt til at komme først op. Det lykkedes også umiddelbart ret fint. På det lange “halvflade stykke” fik jeg hurtigt taget den første halvdel af gruppen, de virkede ikke så opsat på at køre spurten. Herefter sad rytterne en og en, og min makker lå som anden forreste mand, jeg ville gætte på han var 100 meter foran mig på bakken.

Jeg havde hele tiden blik på ham, mens jeg langsomt men sikkert spiste de andre ryttere. Men efter sving 1, så indså jeg, at det næsten blev umuligt at hente ham inden målet, for det var jo lige dér, jeg havde simpelthen fejlberegnet bakkens længde, og blev ærligt talt ret skuffet over mig selv, og slækkede måske lidt på farten, indtil jeg ud af øjenkrogen så en rytter komme bagfra. Jeg tænkte at det fandme skulle være løgn, og øgede selv farten, overhalede en til rytter og kom over stregen som tredje eller fjerde mand i vores store gruppe, uden dog at være tilfreds. Jeg brugte undskyldningen til mig selv, at jeg havde svært ved at skifte gear og komme op på den store klinge, før min slutspurt.
Man har vel altid en undskyldning… På toppen ventede min makker på mig, og jeg troede faktisk et kort øjeblik, at han ville stå af. Men da jeg kom op til ham, kørte han videre. Ingen snak om at stå op af. Jeg sagde heller ikke noget, og vi forsatte derud af, mens vi så flere andre dreje fra og ind til målzonen – de gad ikke mere!

 

Vild jagt
Vi sad nu alene, os to, resten af gruppen var sprængt helt i stykker på Rebild Bakke. Jeg fik et lille kick af, at det egentligt gik godt, og så småt var ved at være tør på overkroppen – fødderne var et lost case. Vi fik følgeskab af én til rytter, hentede en anden og sad nu sammen fire mand. Og med min makker og jeg i spidsten var vi opsatte på at hente en mellemstor gruppe, som vi kunne se i horisonten. Nok engang nåede vi Col du Fræer, og hvis vi kørte stærkt der første gang, så kørte vi endnu stærkere anden gang. Første gang kørte jeg den med 24,8 i snit, anden gang var farten 25,53 km/t. Vi nåede bakkens top, og syntes nu at gruppen foran var tættere på, og på nedkørelsen skruede vi helt op for kadencen og kørte afsted med 55-60 km/t over et langt stræk, inden vi indså, at det ville koste for meget energi at hente dem. Istedet trak vi indtil siden så min makker kunne lette ben. Jeg benyttede pausen til at bytte flasker, sluge en gel og strække lidt ud. Herefter forsatte vi videre, og lod os langsomt sluge af den store gruppe, vi havde fulgtes med til Rebild Bakke for 10-15 km siden.

 

Det endelige knæk
Og så fik vi ellers deja vu fra første runde. For præcist samme sted på ruten, som vi første gang blev overfaldet af vejrguderne, ja der kom der nok engang engang en regnskylle der slukkede alt håb om at køre med tørt tøj. Min moral faldt helt, og i takt med at forskellige folk tog førringen og i flere omgange knækkede gruppen på midten, omtrent der hvor jeg sad og forsøgte at lukke hullerne, så gav jeg til sidst op og lod mig falde ned til et par ryttere, der var hægtet af. Ja, jeg lod altså min makker og størstedelen af gruppen køre fra mig. Muligvis på det værst tænkelige tidspunkt, hvor vi havde vinden imod os, og der stadig var 35-40 km hjem. Nok engang var der flere negative end positive tanker i mit hoved, og nu skulle jeg ikke bare sige shut up legs, men også shut up thoughts. Ingen af delene lykkedes helt, og selvmedlidenheden tog over. Jeg begyndte at sidde mere og mere, og længere og længere tid bagerste i vores trio. Og da vi nåede til depotet så slap jeg, og faldt fra. Nu ventede 20 km solokørelse og to bakker, som jeg vidste ville tage livet af mig. Først skulle jeg lige op ad Thoruphede, hvor jeg blev overhalet af først én og siden en til rytter, som kom op til de to jeg kørte med for et øjeblik siden, den ene kørte fra dem, mens den anden tog deres hjul. Jeg kunne bare sidde og kigge på, og forbande at jeg lod mig knække af vind og vejr.

 

Kattens leg med mussen
Da jeg nåede Ravnkilde igen, så gik jeg næsten helt i stå, og overvejede et overblik om ikke det var hurtigere at gå op. Det lykkedes mig at sige shut up til det hele, og bare køre mit eget tempo, siddende. Jeg kom op, og drejede fra og fik nu vinden lidt mere fra siden og bagfra, end forfra. Benenes styrke tog overraskende lidt til, og jeg satte farten op, og kørte nu for første gang i lang tid hurtigere end min gennemsnitsfart, som på dette tidspunkt lå på omkring 30,8. Jeg fik øje på en enlig rytter i horisonten, og han fik øje på mig. Han blev min motivation til at køre hurtigt, jeg følte, jeg halede ind på ham. Han følte det samme og øgede farten.
Og på denne vis, havde vi en kattens leg med mussen kørende resten af turen hjem, uden dog helt at vide hvem af os, der var mus og kat. Denne gang tog jeg også kridtbakken helt med ro, fik drukket min sidste energi og tømte de resterende dråber vand på vejen, før den afgørende stigning på Rebild Bakke. Her var mit mål denne gang, at holde en rytter bag mig, som langsomt indhentede mig, samtidigt jeg fik overhalet en rytter der lå foran mig. Jeg fik overhalet ham foran mig, cirka midt på bakken, og på omtrent samme tid blev jeg så selv overhalet bagfra. Karma?

På toppen af bakken var folk så småt gået hjem, vejret på ingen måder cykelsporten venlig, hverken for ryttere eller tilskuere. En stor, stor skam for et ellers på mange måder meget flot og gennemført løb, hvor der skal lyde en stor ros til de officials som fint guiede en på vej på ruten, holdte trafikken tilbage, og i det hele taget bare var der til trods for et møgvejr.

DSC_0214

Min makker var i topform før løbet, og det var han også efter

Jeg var selv i mål cirka otte minutter efter min makker, som genneførte sidste cykelløb nogensinde: 108 km på under 3:30, et stort mål for ham, og en flot præstation, især vejret taget i betragtning. For så vidt jeg kan se af resultatlisten, så er næsten 1/4 af de 160 tilmeldte stået af undervejs i løbet. Jeg vil også vurdere, at omtrent 1/4 af alle ryttere fik en defekt/punktering undervejs. Vejret var simpelthen bare en kæmpe modspiller i dette løb, langt værre end selve ruten… Og så skal jeg beklage, at det ikke rigtigt blev til nogle billeder undervejs, mobilen var ellers i lommen, men overskudet var der bare ikke.

Mine stats fra turen kan ses her Rundt om Rold: 109 km 3:38:14

Det blev i øvrigt også til ny PR på 50 miles-distance, som nu hedder 2:30:43 – hvilket er 4 minutter og 39 sekunder hurtigere end min gamle rekord.