1408177418409I går beskrev jeg på Facebook-siden, at jeg havde tilmeldt mig Tour de Vestfyn. Det hele gik lidt hurtigt og var en lettere spontan beslutning. Egentligt søgte jeg bare en træningstur til weekenden, da en holdkammerat nævnte dette løb for mig. Jeg tilmeldte mig hurtigt 75km-ruten, og i dag blev den så kørt. Dog tog jeg lige 10 km opvarmning fra Fredericia til Middelfart først, mest for undgå DSB’s bureaukrati omkring cykelbilletter, men også lige for at mærke hvordan benene havde det.

I betragtning af hvor tæt på jeg bor, så er det overraskende , at jeg aldrig rigtigt har kørt cykling på Vestfyn, men i dag skete det så, og jeg blev ikke skuffet.
Starten var delt op i små bider med ca. 75 ryttere i hver afdeling med tre minutters mellemrum, så undgik man den værste trængsel i startområdet. Jeg startede dog desværre i et andet heat end mine to teammates, der også kørte samme distance. Men det var nu godt det samme, starten blev nemlig lettere hektisk med en lang positionskamp til løbet fik sin ro efter ca 5 km. Behøver jeg at nævne, at tempoet var højt?
35-37 km/t blev snittet nemt i den første 1/4 del af løbet.

Feltet knækkede
Efter ret præcist 20 km indtraf det første dramatiske højdepunkt på turen. Vi havde forinanden kørt relativt flad og med sidevind, men efter de 20 km kom en lille kort stigning efter en nedkørelse, og samtidigt efter et sving, hvor vi drejede op i direkte modvind.
Jeg blev fanget bagerst i gruppen og mistede kontakten med det store felt, og nærmest samtidigt med dét, så indhentede vi en større gruppe fra det heat, der startede før os.
Jeg besluttede at sætte mere eller mindre alt på et bræt og kørte med omkring 90% max for at hente “mit” felt, og lå dermed endte jeg lidt alene på mellemhånd i en håndfuld km, indtil jeg, naturligvis, tog fejl af et sving og kørte for langt for derefter at vende om efter nogle hundrede meter. Det passede lige akkurat med, at jeg kom ind i den større gruppe fra det heat, der startede før mig.
Jeg erkendte, at det ville koste for mange kræfter at forsøge at hente min gruppe igen, og fandt derfor en plads forrest i min nye gruppe, hvor jeg skiftedes med et par andre ryttere til at trække.
Farten var stadigvæk høj, højere end jeg havde planlagt hjemmefra. Men man får jo altid et adrenalin kick af at køre løb, og så er der selvfølgelig et pace ved at køre i en gruppe.

Tilbage til det der med, at jeg tog fejl af et sving. Det er jo efterhånden lidt en ting, som jeg skal gøre til løb, uanset hvordan der skiltes. I dag foregik skiltningen til sving med op til flere påmalede pile på asfalten. Ros for det! Det burde jeg simpelthen ikke kunne tage fejl af, slet ikke når min GPS samtidigt bipper før hvert sving – men jeg var åbenbart så fokuseret på at hente den gruppe, at jeg glemte alt andet.

Depot, hvad skal jeg med det?
Præcis halvvejs på ruten kom depotet så. Men jeg havde tanket godt op med energi både dagen før og i dag, og samtidigt havde jeg en god energidrik i den ene dunk, og da min gruppe samtidigt også bare forsatte lige ud, så fulgte jeg naturligvis med.

Mens den første halvdel af løbet var rimeligt fladt, så blev anden halvdel noget mere kuperet, med utallige små stigninger, der konstant gik op og ned. Den meget veksling i gear, kadence og tempo kunne godt mærkes i benene, som desværre stadig var lidt ømme efter en løbetur den anden dag. Ømheden blev dog ignoreret, jeg havde en gruppe at trække.
Jeg tror også den gruppe gradvist blev mindre og mindre, efterhånden som andre ryttere kom frem og tog deres tørn med slæbet. De tog gerne kortere, men væsentligt hurtigere føringer, hvor jeg hellere holdte et stabilt ensartet tempo.

Efter 50 km tog vi hul på Båring Bakke, en lang sej stigning med ensartet gennemsnitsprocent. Jeg lå i tredje-fjerde position, da vi kørte ind på den, men var fanget på indersiden og var lidt træt af at farten var lav, så da der kom hul til at jeg komme ud, gik jeg frem for at øge farten. Men det blev den forreste i gruppen åbenbart tricket af, og accelerede helt vildt. Jeg lod ham bare køre, det gjorde resten af gruppen også. Han havde tidligere lavet det samme trick på andre stigninger, så vi tog ikke det store notits af det. Måske havde han bare gode ben.

Da jeg også fik et hul til gruppen ved at køre i mit eget tempo, så benyttede jeg “alene tiden” efter toppen af bakken til at pakke lidt om, så jeg kunne få en vandflaske fra ryglommen ned i holderen på cyklen. Det havde jeg en del bøvl med, så det skal jeg vist træne noget mere i!
Da jeg langt om længe var færdig med at mosle, så kom de andre fra gruppen op igen, og jeg trak dem videre, efterhånden som vi kørte ud til den nordvest-fynske kyststrækning. Her fik vi vinden lige direkte i masken igen, og det betød at der ikke rigtigt var andre, som havde lyst til at ligge fremme og trække.
Jeg vil tro, at jeg lå alene fremme og trak afsted med de andre i en 10-15 km, alt imens at ham rytteren der tidligere accelerede på bakken lå en 50-60 meter lige foran os, alene. Han blev dog med tiden hentet, og siden så jeg ikke mere til ham. Måske var de ben ikke så gode igen alligevel.

Dolket i ryggen og brat afslutning
Det var mine ben nu egentligt heller ikke helt her på de sidste km af løbet. Jeg kunne godt mærke, at jeg kørte lige på grænsen af kramper hele tiden, og jeg skulle dermed heller ikke på nogen måder forcere mit tempo.
Det var der dog andre i gruppen, der gerne ville!
Ved indgangen til Strib, og med cirka fem km til mål, så tog fanden ved et lille dusin ryttere i min gruppe og som en anden nytårsraket fløj de forbi mig i forbindelse med en lille stigning. Jeg forsøgte at gå med som den sidste person i den gruppe, men måtte se i øjnene at benene ikke var til det.
Jeg havde ellers tænkt under hele turen, at jeg med 2-3 km igen ville give fuld pedal og se, hvad jeg kunne. Det kunne jeg så få lov til alligevel, men dog mere i et forsøge på at forsvare mig selv, frem for at angribe.
Som sagt, så lykkedes det mig ikke at fange dem, og derfor var mit næste mål nu at køre en god slutspurt. Det fik jeg heller ikke helt lov til, af den simple årsag at målstregen var placeret 15 meter efter et 90 graders sving. Det var på alle mulige måder dermed ret meget et antiklimaks at køre over målstregen. Man sad tilbage med følelsen af “var det dét?”

Håber arrangørerne næste år ligger målstregen på en lidt mere oplagt målstrækning, så man lige kan få den slutspurt med og det moralske kick, som det giver.
For næste år vil jeg da helt sikkert gerne køre med igen!

IMG_20140816_141423

Efter dagens dont, så tog jeg altså toget hjem

PS: Og alt mit trækkeri forrest i gruppen? Det blev der også bidt mærke i, i målzonen kom en andre rytter over og klappede mig på skulderen og sagde tak for godt arbejde. Den slags varmer altså gevaldigt efter sådan et løb!

Og nu til fakta:
De 74,8 km blev kørt på 2 timer og 18 minutter, hvilket svarer til gennemsnitsfart på 32,8.
Undervejs lavede jeg også en ny PR til endomondo; bedste 20 km på 32:59, hvilket er 9 sekunder bedre end den gamle rekord, som blev sat på lukket bane ved Ring Djursland.
Alt i alt blev jeg placeret som 62 ud af de 365 deltagere på 75-ruten. Jeg er meget fint tilfreds, jeg skulle jo bare have en træningstur.

Tour de Vestfyn diplom