Optakt til Coast to Coast – Søndervig til Aarhus 190 km

Team motionsfeltet til start i Grand Prix AarhusDet er måske lidt med fare for at begå hybris, at jeg forsøget at gennemføre dette løb. Dette årets længste løb for mit vedkommende. Med start i morgen lørdag, 20. august, kl 10.

Men det er længe siden, at jeg har meldt mig til, og det er lige så meget et socialt samvær med holdet fra Team Motionsfeltet, som det er selve ræset, der lokker mig til start.

Med sidste weekends 100 km race in mente, så er jeg fortrøstningsfuld omkring mine muligheder for at gennemføre, meeen, jeg tager den med ro og lytter til kroppen mere end nogensinde før.

Hvad er Coast to Coast?

Men hvad er det så for et løb, dette Coast to Coast? Som navnet antyder, så går det altså fra kyst til kyst i Jylland, på det brede stykke. Og med et par krøller på halen undervejs, så sniger distancen sig op på næsten 200 km. Uden sammenligning det længste jeg har cyklet, siden jeg måtte udgå med 70 km igen i Aarhus-København sidste år.

Men det særligt specielle ved Coast to Coast er, at de første 100 km køres med en masterbil. Det vil sige, at der er en fast (lav) fart, og udbrud er ikke tilladt.

Dermed er der god mulighed for at få kørt benene varme og rent faktisk hyggesnakke lidt på cyklen, inden løbet bliver givet frit omkring Hjøllund sydvest for Silkeborg.

De 191 km, som ruten ret beset er, byder på over 1500 højdemeter og ni officielle stigninger. Alle ni stigninger ligger efter, at løbet er givet frit.

Godt nok er den danske vestkyst pandekage flad, men efter 25 km får vi dog en stigning på 70 højdemeter, og så holder vi nogenlunde det terræn, indtil den rigtige start går.

Et perfekt cykelløb

Så glad var jeg i sidste weekend, da starten gik til Grand Prix Aarhus. Mindst lige så glad regner jeg med at være i morgen til Coast to Coast

De ni stigninger

De ni stigninger i Coast to Coast ligger i et kompakt område mellem km 110 og km 185, og det er altså primært her, at de mange højdemeter skal overvindes.

Og med længder på mellem en halv til to km og gennemsnitsprocenter på 4,9% til 8,5% er der lidt for enhver smag undervejs.

Du kan se en oversigt over dem alle her til højre i indlægget.

Sidste stigning, op mod Søsterhøj i det sydlige Aarhus, er både den længste og blideste af dem alle, og fra toppen her går det nærmest kun nedad mod målet. Målet var oprindeligt tænkt til at være cykelbanen i Aarhus, men nu er det mig bekendt blevet flyttet til strandvejen, hvor Post Danmark Rundt også tit har mål, når de er i Aarhus.

1000 deltagere herunder Lars Bak

Der er op imod 1000 deltagere tilmeldt løbet, som også får selskab af to professionelle ryttere, Lars Bak og Michael Reihs, som deltager på de første 50 km af løbet. Længere tør de ikke køre, da de har et løb i Hamborg på søndag.

Fire depoter undervejs på ruten forsyner os med energi, så vi ikke går helt døde. Et efter 50 km, nr 2 før starten gives efter 100 km, nr 3 efter 145 km og det sidste efter 170 km.

Tilsyneladende vil der også være mulighed for at få rullende mad og drikke, da servicevogne kører med rundt på ruten.

Umiddelbart er setup til noget stort og fint lagt, så jeg er aldeles spændt og glæder mig til løbet!

Mit mål er at komme rundt med omkring 30 km/t. Meeen, det er som sagt kroppen, der afgør, hvor hurtigt jeg cykler. Vil ikke risikere nye skader nu.

Info om Coast to Coast

  • Start ved Beach Bowl Søndervig. Mål ved cykelbanen i Aarhus.
  • 190 km i alt
  • 1512 højdemeter
Download ruten

De 9 stigninger

  • 1300 meter lang
  • 67 højdemeter
  • 1300 meter lang
  • 72 højdemeter
  • 1300 meter lang
  • 76 højdemeter
  • 685 meter lang
  • 40 højdemeter
  • 1275 meter lang
  • 83 højdemeter
  • 900 meter lang
  • 67 højdemeter
  • 550 meter lang
  • 47 højdemeter
  • 715 meter lang
  • 40 højdemeter
  • 1800 meter lang
  • 65 højdemeter