Opskriften

Bønnesalat med bulgurI går blev et forslag til en hurtig og sund forret præsenteret, i dag følger en ny forret, som også kan fungere som mulig hovedret. Den kan dog også bruges som en salat i en større menu. Det er nemlig en bulgur/bønnesalat. Og allerede her skal jeg gøre opmærksom på, at ved brugen af bønner og bulgur er det vigtigt, at de har været kogt og i blød før de bruges, så man får sorteret giftstofferne fra.

Derfor kan det være en ide at sætte bønnerne til blød i en skål vand allerede dagen før, med mindre man køber nogle, der er klar til brug. Samme procedure gælder for bulguren – så tjek pakken før du bruger det.

Men når det så er sagt, så er opskriften som så mange andre her på bloggen nem at gå til. I den version som ses her på billedet, har jeg dog valgt en lidt anden fremgangsmåden, end tidligere forsøg med denne bønnesalat.

Først kommer dog her de ingredienser, du skal bruge:

  • Bønner, evt. kidneybønner
  • Bulgur
  • Hakket frisk persille
  • Lime/citron
  • Frisk chili
  • Salt

Forholdet mellem ingredienser kan varriere, som man har lyst til. Jeg bruger ca. lige dele bulgur og bønner og så en god stor håndfuld persillestilke samt en hel citrusfrugt og chili.

Bulguren jeg har brugt i denne ret, har været en særlig type pilau. Det vil sige, at jeg har stegt dem i smør først i et par minutter, inden jeg har hældt bouillon vand over dem i gryden, hvor de så har kogt færdig. Dette giver bulguren en lidt mere rund smag, end den ellers typiske nøddeagtige smag. Mens bulguren småkogte, hakkes persillen og chilien og smiees op i skålen sammen med bønnerne. Herefter presses halvdelen af citrusfrugten udover. Den anden halvdel presses udover, når bulguren er færdig til at komme i skålen med de andre ingredienser.
Hele blandingen røres rundt og smages til med salt.

Retten er virkeligt så nem at lave, som det lyder til, og smager ganske fantastisk. Mængden af bønner kan dog gøre retten lidt tør, så hold endelig ikke igen på citrusfrugten.

INFO

Retten er rig på både kulhydrater (fra bulguren), proteiner (fra bønnerne) samt vitaminer og mineraler (fra persillen og citrusfrugten) og derfor tillader jeg mig at betegne det som en hovedret, selvom den typisk bliver serveret som salat – i hvert fald i min familie.

En del af Madblogstoppen