Opskriften

Pasta carbonara

Jeg fik i går et måltid mad, som gjorde mig helt nyforelsket i det italienske køkken. Ja, der var selvfølgelig pasta i, og hvad der ellers var i, kommer vi til.

Med sin enkelhed, hurtige tilberedningstid og sin delikate fylde var måltidet bare helt perfekt på en aften hvor overskuddet var lidt lille, men sulten efter lækker mad var stor. Retten var pasta carbonara, og opskriften vil jeg nu dele med jer her.

Du skal bruge:

  • Pasta/spaghetti (jeg brugte 500 gr frisk spinat-pasta)
  • 2 æg (pasteuriserede)
  • 250 ml fløde
  • 150 gram bacon
  • En håndfuld revet ost (mozzerella fx, jeg tilsatte også lidt revet parmasan)
  • Salt, peber, oregano, basilikum

Fremgangsmåde

Start med at stege baconen i hele skiver. Læg dem på en kold pande og sæt fuld blus på, efter et par minutter skruer du ned på svag varme og lader dem stege gyldne og sprøde. Læg dem herefter på noget køkkenrulle og lad dem køle ned.

Herefter sætter du en gryde med vand til pastaen over, samt hælder fløde i den pande, hvor du lige har stegt bacon. Imens det begynder at koge slår du æggene ud i en skål og rører osten i. Du kan nu begynde at krydre din flødesovs med peber, salt, basilikum og oregano, og ellers skrue ned for varmen, når det er begyndt at koge. Inden pastaen er kogt færdig, kan du nå at hakke baconen ud i små stykker.

Når pastaen er “al dente” hældes vandet fra, flødesovsen, baconstykkerne og ægge/osteblandingen hældes over pastaen og røres rundt. Server straks, evt. med friske krydderier på, fx. basilikum.

Fra jeg gik igang med retten til den stod på bordet gik der cirka 20 minutter, så den er hurtigt at forvandle fra ide til produkt.

Der er ikke andet at sige end boun appetito – pasta carbonara

En del af Madblogstoppen