Her deltager Jesper Outzen i et duathlonløb ved Aabenraa sommeren’12

Her i indlæg nummer fire i motivationsserien, er det 36-årige Jesper Outzen (billedet), der har fået ordet. Han træner ihærdigt, hårdt og seriøst op til Copenhagen Challenge’14, og skriver om sine erfaringer og oplevelser undervejs på sin Facebook-side – UDEN FILTER, som han selv siger.

I dette indlæg får du et overblik over, hvad der motiverer ham til at træne, og hvor meget træning der egentligt skal til.

På mange måder er han en ispirationskilde for mig, da jeg vi for det første har samme mål, at gennemføre et langdistance løb i triathlonkategorien, og begge har ca. samme baggrund for at gøre, nemlig løb. Og desuden så skriver vi begge om vores oplevelser undervejs.

Her er hvad Jesper siger:

Hvordan finder du motivation til at træne så meget, som du gør – og hvor meget træner du egentligt i løbet af en uges tid?

– Jeg besluttede mig for at dyrke Triatlon i maj måned i år. Siden beslutningen har alle handlinger; trænings- som kostmæssige været et stort eksperiment. Jeg har løbet jævnt meget gennem mange år og gennemført 2 marathonløb tilbage i år 2000 og gennemført 4 halvmarathon løb. Så på løbesiden følte jeg mig klædt på.

Tilgengæld havde jeg ikke meget cykelerfaring, det lyder måske mærkeligt for alle kan jo cykle. Men det er ikke alle der kan cykle i en underlig position i mange timer i træk og samtidig cykle stærkt. Jeg købte mig en Trek 7.8 hos DesignCykler i Kolding og fik rigtig god rådgivning af Christian (medarbejder). Til at begynde med turde jeg ikke cykle i tri position fordi jeg var bange for at vælte. For at ændre på den frygt, besluttede jeg mig for at cykle i tri-position hver gang der kom et langt lige stykke vej, det betød at jeg fik mere og mere føling med det. Men jeg kunne godt mærke på min krop, at indstillingen på cyklen ikke helt matchede min krop. Så jeg opsøgte Jeppe fra Bikecorrection i Vejle og fik justeret saddelhøjden og styret, så det blev mere behageligt at ligge på styret. Kort efter deltog jeg i mit første duathlonstævne i Aabenraa. Her slog det mig, at jeg under ingen omstændigheder kunne gøre andet end at cykle i tri-position, nu jeg var til et stævne. Jeg smed frygten, og cyklede så godt jeg kunne, det gik rigtig fint. Jeg sluttede som nr. 14 på årets varmeste dag.

Den sidste disciplin er svømning. Det er klart mit svageste punkt, jeg har endnu ikke svømmet særlig meget, siden jeg tog beslutningen. Men det kommer til at ændre sig i 2013, hvor jeg forventer at være i bassinet tre gange om ugen. Jeg er sikker på, at jeg også får styr på teknikken her, så jeg kan gennem før CPH Challenge i 2014.

Træningsmængden pr. uge har svinget meget. Jeg forventer at den kommer til at ligge på ca. 20 timer pr. uge fra 2013. Jeg har endvidere besluttet mig for at koble en træner på. Den primære grund til dette er, at jeg ikke har tid til at træne forkert, så jeg har brug for hjælp fra starten af.

Jeg vil også lige nævne en anden meget vigtig faktor her til sidst, kosten. Kosten kommer primært til at bestå af økologiske produkter. Men for at forklare et langt eksperiment på et par linjer, anbefaler jeg alle at læse: Finding Ultra af Rich Roll. Det har været en af de mest inspirerende bøger, jeg nogensinde har læst. Den beskriver rigtig godt, hvad den rigtige kost gør ved en, uanset alder.

At få lov til at afprøve en masse nye ting, købe grej (jeg havde intet da jeg startede) og eksperimentere er motivation nok i sig selv.

Hvordan kan du indrette denne mængde træning i en uge, som formentligt også byder på andre ting (job/studie, familie og venner eksempelvis)

– Træningen bliver prioriteret meget højt. For når jeg træner meget, bliver jeg glad og får mere energi. De ting smitter af på mit job, min familie og mine venner. Jeg er så heldig at have en dejlig kæreste som bruger rigtig meget tid hver eneste dag på sine heste, det betyder, at jeg også har en masse tid til træning. En af de ting jeg lige er begyndt på er at cykle til mit arbejde på Innovationsfabrikken i Kolding. Fordelen er, at vi sparer benzin, det er godt for miljøet, jeg skal alligevel afsted så hvorfor ikke cykle, det gir 45-50 km i benene hver gang jeg skal afsted. Og ruten er dejlig kuperet, hvor bl.a. Skamlingsbanken bliver besejret fra begge sider hver gang. Når jeg alligevel er i Kolding, har jeg også mulighed for at svømmetræne inden jeg cykler hjem igen.
Det handler om prioritering, ingen tvivl om det. Og indtil videre er jeg ikke blevet mødt af andet en positive tilkendegivelser fra familie og venner.

Hvad betyder træningen for dig?

– Træningen for mig betyder, at jeg kan præstere mere i hverdagen. Det mærkelige ved at forbruge energi er, at man får endnu mere af slagsen. Den ekstra energi har jeg brug for i min hverdag, hvor arbejdstiden ofte er mellem 10-12 timer om dagen i spidsperioderne. Netop pga. mit arbejde, hvor reasearch-fasen er stillesiddende bag en computer, er det vigtigt for mig at få mig rørt.

Hvorfor valget er faldet på det projekt (CPH Challenge), som du er ved kaste dig over?

– Grunden til at valget for min første Ironman faldt på CPH Challenge er simpel, det er på “hjemmebane”. Det betyder at min familie der har lyst til at følge udfordringen selv har mulighed for at være tilstede den dag, det betyder meget for mig. Jeg får brug for alt den støtte og support der er mulig undervejs.


Cykelduen.dk takker Jesper Outzen for hans bidrag i denne serie, og ønsker ham alt muligt held og lykke med træningen fremover. Han vil blive fuldt tæt fra undertegnedes side!