bpd race24    
Efter en travl uge og med stadigt trætte ben er det nu tid til løbsberetningen fra Race24 på Ring Djursland, cykelsportens 24 timers løb. Og jeg skal nok forsøge at gøre det kort og overskueligt.

I alt var små 70 hold med tre ryttere på hvert hold tilmeldt, velogmærket ryttere i alle aldersklasser lige fra en 15 stykker til 65 år velsagtens, dermed var niveauet også meget forskelligt.
Netop niveauet blev testet af allerede i det indledende løb, Eliminator. Et løb opdelt i heats, hvor op til seks ryttere af gangen kører en runde på den 1,7 km lange bane. De tre første i hvert heats går videre, og sådan bliver det ved, indtil der til sidst er fundet en vinder.
Tilslutningen til dette løb var dog ikke så stor, så det var ikke hver gang, at der var seks ryttere på banen, og der blev heller ikke kørt helt så mange heats som planlagt.

DSC_0119

Eliminator-start

 

Kæden røg af
Efter lidt tilfældige omstændigheder blev jeg valgt til at køre eliminator for mit hold, og da der blev en plads i et heat kørte jeg frem. Jeg placerede mig i midten af de seks mand, og da starten gik igang fløj jeg afsted. Faktisk fløj jeg så meget afsted, at jeg ikke helt forstod, hvor de andre blev af. Det var der en forklaring på.
Jeg var startet ud i den lille klinge, og det gør man åbenbart bare ikke i den slags ræs, for da jeg skulle skifte til den høje klinge med et relativt højt omdrejningstal, så røg kæden af, og så kunne de fem andre nemt suse forbi. Imens jeg bøvlede med at få kæden på igen, blev jeg kaldt tilbage over anlægget, og blev tildelt et nyt forsøg.
Her begik jeg ikke samme fejl, men kom igen først fra start. Efter første sving lagde jeg mig ned i tredje position og holdte de andres hjul. Men da bakkerne begyndte at komme, trak to af dem lidt fra, og vi lå en fire stykker sammen.
På den sidste nedkørelse trak to af os så fra, jeg og en ældre Rynkeby-rytter.
Uheldigvis havde jeg forstået det sådan, at det kun var de to første i hvert heat, der gik videre, så da Rynkeby-rytteren begyndte at sætte farten op bagfra, lod jeg ham bare køre forbi, da jeg ikke gik så meget op i at blive tre eller fire, jeg havde jo tabt alligevel.

10450439_10152464369585890_5348582923229545353_n

Mit hold (fra venstre: Andreas Frandsen, Ruben Skov og mig)

Men som I nok har regnet ud, så gik Rynkeby-rytteren videre til næste runde, og fra den runde gik han såmænd også videre, inden han røg ud i semifinaleheatet. Han modtog sågar også en spurtpræmie for at overhale mig til sidst, en cykelslange vist nok.
Og så kunne jeg sidde der og være bagklog…

 

Familien kom og starten gik
Dét løb, Elimantoren, sluttede cirka kl 13, og så var der ellers to timer til det egentlige løb startede. Indtil da var der mulighed for at træne på banen og dermed lære bakker og sving at kende. Ligeledes var der også mulighed for at teste de cykler, som diverse udstillere havde med.
Jeg fik dog et overraskende besøg af min søster, hendes mand og deres yngste pige, og så gik timerne ellers i deres selskab. For nok gik starten kl 15, men jeg var tredjemand på vores hold, og da vi kørte halvanden time af gangen, så skulle jeg først til start kl 18. Dermed var der god tid til at snakke om og se på cykler, se på cykelløb og ellers bare hygge.

DSC_0121

Løbsstart

 

Starten går
Cirka 14.55 blev løbet sendt igang med to opvarmningsrunder bag en safety-car. Det var dog ikke helt alle, der havde forstået, at der lige skulle køres opvarmning frem til kl 15, hvor løbet blev kørt frit. Og desværre var der allerede nogle på opvarmningen, der faldt fra feltet.
Netop det at ligge i feltet var det ultimative optimale i dette løb. Man bruger så meget mindre energi på at ligge på hjul i en større gruppe frem for at køre rundt alene, eller for den sags skyld med to-tre andre. Som udgangspunkt var der små 70 ryttere på banen hele tiden, og jeg vil tro at feltet det meste af tiden bestod af 30-40 stykker, sådan lidt afhængigt af stemningen i den forreste del af feltet, hvor der lystigt blev angrebet fra.

 

Hvordan var det så?
DSC_0127Det er måske dét spørgsmål, der trænger sig dig mest på hos dig; Hvordan det var at køre rundt på den samme 1,7 km lange aflukkede bane konstant, hvordan det var at køre i så stor en gruppe, hvordan det var at være på mærkerne i et døgn, hvordan, hvordan, hvordan…
Well, egentligt så skete det hele meget på instinkt. Jeg har før cyklet langt, og jeg har før cyklet hurtigt, og jeg har også før sat mig op på en cykel, til trods for det gjorde i alle dele af kroppen. Men jeg har aldrig rigtigt gjort alle de tre ting på én gang, og det er nok dét, der gør Race24 til noget helt særligt. Dét og så kombineret med, at man er samlet med folk, der har cykling som den helt store hobby.
Bare det at se cykler, og for den sags skyld cykelhjul, kom trillende forbi én med en værdi, der langt overstiger det, jeg hæver i SU på et helt år.

For at gøre det mere specifikt, så var jeg på hold med to stærke gutter, Andreas og Ruben, som begge fint kunne sidde med i feltet på deres halvanden time lange stræk – det felt kørte i starten af løbet med omkring 38-40 km/t.
Skiftet mellem rytterne foregår således, at rytterne kører ind i pit og afleverer et chip-armbånd til næste rytter, som så tager sin cykel, trækker ud af skiftezonen inden han sætter i gear og prøver at komme ind i en gruppe.
race24For mit vedkommende betød det som regel, at jeg måtte kørte en håndfuld runder mere eller mindre alene, indtil det store felt hentede mig, og her kunne jeg så sidde med i alt mellem 10 og 2o runder, cirka indtil de forreste i feltet blev overhalet af den lille håndfuld-ryttere, som kørte markant hurtigere end alle andre. Når det skete, så ville den forreste del af feltet prøve at følge med den hurtige gruppe, og det betød jo logisk nok at farten i feltet steg markant, og deraf begyndte bagenden af feltet at knække af.
Knækket skete som regel efter sving eller opad bakker, da accelrationen her var markant, især når man sidder i bagenden af feltet, hvor man kommer ind i et sving/bakke med en høj fart ift. dem lige foran en, som er begyndt at bremse, og når man så selv bremser op for ikke at køre ind i dem, så accelerer de foran en, og det er dét ryk, som knækkede de fleste ryttere, inkl. mig selv.
Den slags situationer betød også, at jeg nok rundt regnet kørte omkring halvdelen af mine i alt otte timer mere eller mindre for mig selv, eller i mindre grupper, hvor jeg som regel var ham der trak de andre frem.

Og tilbage til det der med cyklernes værdi. Min egen cykel ligger i omkring 5-6000 kr, altså cirka 1/10 af mange af de andre cykler. Men hvis ikke de andres ben var tilsvarende bedre end mine, så kunne værdien af cyklen være lige meget, hvis altså ikke det lige var fordi at lyden af den på asfalten var helt fantastisk. Deler lige et klip med jer, som blev filmet cirka kl 3:15 på et stræk af banen, hvor rytterne kører med omkring 50 km/t, så I får en ide om, hvad jeg mener:
Videoklip fra Race24-Facebook

feltet

Et lille indblik i den kuperede rute

 

Endomondo-rekorder
Jeg nævnte, at jeg kørte hurtigt. Det skyldes jo primært, at jeg kunne sidde på hjul i feltet og nyde godt af deres pace, og dernæst at banen var lukket, og jeg ikke skulle tage højde for lyskryds, biler og lignende.
Således kørte jeg på min første runde, 1 time, 34 min og 26 sek, i alt 54,85 km. Det svarer til et gennemsnit på 34,9 km/t. Og det gav forberede rekorder på hurtigste 50 km med 6 min og 11 sek, samt 20 km med 1 minut og 26 sek. Det blev også til nye rekorder på hurtigste 10 miles og flest km kørt på en time, men de rekorder slog jeg på andre omgange. Og det var ellers rekorder, som jeg har haft i et par år uden at slå.
Det vil jeg mene, er en ret god indikator for de forudsætninger, der var derude. Det er jo ikke fordi man kører all out på første halvanden time, når man ved, at man har 6,5 timer tilbage at køre før løbet er slut. Du kan se alle mine omgange sidst i indlægget.

 

Ingen søvn
Der skulle jo køres i præcis 24 timer, og det betyder som regel også, at man typisk sover lidt. Og da vi kørte á halvanden time af gangen, betød det, at der var små tre timers hvile fra man havde kørt, til man skulle køre igen. Herunder skal man så trække den tid fra man bruger på at spise, skifte tøj, geare kroppen ned og lignende, og så er der måske halvanden til to timers hvile at gøre godt med. Dog skal man lige fratrække den standbytid, der af og til var nødvendig, hvis nu rytteren på banen fik en defekt. Men, i det begrænsede tidsrum kunne man prøve at sove.

Uheldigvis bestod vores lejr af et maskin-oppustet telt, hvor larmen var øredøvende og nærmest umulig at sove i. Så min søvnportion begrænser sig nok til omkring 1-2 timer alt i alt fordelt over flere forsøg.
10443189_650686275026269_2322256464118849002_oDet kunne desværre mærkes sidst i løbet, hvor mit overskud var på et minimum. Og i takt med at benene begyndte at blive ømme og var på krampe-stadiet, måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne sidde med i så mange runder mere i feltet. Jeg måtte mentalt pace mig selv til at tage én runde af gangen og undgå at fokusere på tiden, og dermed hvor lang tid jeg havde tilbage.
Jeg fandt sammen med andre, der var på samme stadie som mig selv og så gik det hele lidt nemmere. Men der var stadig lang tid til klokken 15 søndag.

 

Afslutningen
Jeg kørte i snit en omgang på lidt over 3 minutter, så da jeg rundede målstregen kl cirka 1454, satstede jeg på at kunne nå to runder mere, inden løbet sluttede præcist kl 15.
Med præcist skal det forståes, at det kun er hele omgange der tæller, når uret rundede 15.00.
Jeg skulle dermed have lidt fart i cyklen, og på det tidspunkt sad jeg desværre på mellemhånd for mig selv, med feltet en halv bane foran mig, så der var ingen hjælp eller pace at få nogensteds.
Kl 14:57 rundede jeg målstregen igen, og kunne se farten nogenlunde holdte. Desværre kunne accelerationerne på de små stigninger mærkes i benene, især var højre læg presset og begyndt at “prikke” som tegn på kramper under opsejling.
Farten faldt lidt og jeg begyndte at miste troen på at nå den sidste runde.
Da jeg kørte på langsiden omtrent en halv km fra målstregen, så kunne jeg godt se, at det var utopi at nå i mål til tiden, og samtidigt kunne jeg også se feltet var ved at line op til en slutspurt, der skulle vise sig at være afgørende for flere holds placeringer.
Et halvt minut senere tog jeg en slutspurt for mig selv og krydsede stregen lige akkurat en tand for sent til at runden talte med. Heldigvis betød den manglende runde ikke noget for vores placering, hvor vi fik en 12. plads i vores klasse, endda præcis med en runde mere end nr 13, og 14 runder fra en top 10 placering. Og nåh ja, 48 runder fra førstepladsen, som fik i alt 520 runder på et døgn – hvilket også var ny løbsrekord.

At jeg kom ind så tæt på klokken 15:00 betød, at jeg endte som forreste mand i æresrunden lige bag safetycar’en som samlede feltet op inden en hyldest på opløbningsstrækningen. En helt perfekt afslutning for mit vedkommende, på et fantastisk hårdt og sjovt løb.

1908026_650526665042230_2936657307938194612_n

En video fra banen kan ses her Feltet.dks videogennemgang af Ring Djursland Det er især stigningen omkring 2:10 som var den værste på ruten!

I alt 264 km på 8 timer 5 minutter og 38 sekunder

Hele holdets præstation kan ses på dette link: Oversigt af holdets præstation (Bemærk jeg står som ‘Bjørn Andersen’)