Beskrivelsen af ruten til Tour de Trekanten 125 km

Rutebeskrivelse til Tour de Trekanten 125 km

Næste søndag går starten til Tour de Trekanten 2016, ét af mange løb igennem sæsonen i det Sydøstjyske. Her får du en beskrivelse af ruten til de 125 km i Tour de Trekantens længste rute.

Løbet er arrangeret af Team Rynkeby Trekanten, og alt overskud fra løbet går til deres indsamling til fordel for BørneCancerFonden. Og netop fordi, det er holdet i Trekanten, der arrangerer løbet, så er start/mål også lige præcis der, hvor alle deres fællestræninger starter ud fra, nemlig Smidstrup Hallen – lige midt i trekantsområdet.


Starten af Tour de Trekanten

Med sin start fra Smidstrup Hallen går det vestpå ud ad Smidstrup. Lidt rundkørsler og smalle veje kan give pladsproblemer i de første kilometer, men hurtigt er vi på åbne veje og har kurs stik sydpå mod Taulov.
Netop Taulov bliver også der, hvor starten på løbet for alvor indfinder sig – her kommer de første bakker nemlig. Ved kilometer 13 går der opad mod Taulov, ikke noget vildt eller voldsomt. Men de langsomme og tungere ryttere bliver nok siet fra de hurtigere og lidt mindre ryttere.

Og det er nok også meget godt, for ikke mange kilometer efter Taulov venter endnu en bakke, Skibdrætvej. Også kendt som Muren ved Kolding i nogle kredse. En lille kort stigning på 350 meter, med et snit på cirka 10%. Dertil skal lægges en smal vej fyldt med huller og buler. For de lokale, som kender ruten, vil der nok være positionskamp om at komme først ind på bakken, som ligger efter et 90 graders sving og en lille nedkørsel efter små 19 km.

Næste bakke venter blot på få km efter, ved den 22. kilometer, hvor mange måske stadig kæmper med syren fra Skibdrætvej.
Denne gang er det Golfbakken, der venter. Den skal dog ikke forveksles med Golfbakken i Vejle. Denne golfbakke, også kaldet Birkemosen, er noget mere medgørlig. Vejen er dog ikke super, og bakken stiger lige lidt ekstra til sidst, når man egentligt har en fornemmelse af, at den er ved at være færdig.

Bakken er således lidt opdelt i to. Stykket fra bunden og op til det åbne stykke omkring golfbanen, hvor den næsten flader ud, og så igen en hundrede meter efter, hvor den stiger rundt i et venstresving. Bakken er en lille kilometer lang med et snit på omkring 6%, men undervejs runder den 10% et par gange.

 

Et mindre transportstykke

Nu er den første fjerdedel af ruten kørt, og et mindre transportstykke er i vente. De næste 40-50 km tager os ad snoede veje, en række mindre knolde og smukt landskab forbi yderkanten af Kolding og via en håndfuld landsbyer ud til Egtved. Her vil det være en stor fordel at holde sammen i en større gruppe og få fordelt føringerne imellem sig.

Egtved markerer porten til afgørelsen. Når man kommer sydfra, er Egtved nemlig “grænsebyen” til Vejle Ådal. Og selvom vi ikke skal køre de mest legendariske stigninger i Ådalen, så skal vi alligevel køre nogle hårde højdemeter.
Inden vi helt tager hul på de rigtige bakker, så er der lige mulighed for at tanke op i dunke og lommer ved depotet efter 75 km.

Der skal måske ikke fyldes mere end højest nødvendigt i dunke og lommer, for bare 7 km efter depotet, kommer den første bakke i Ådalen, Refsgårde – 600 meter med over 8% i snit, hvor den især er absolut hårdest til sidst med procenter på op imod 20. Med sine kurvede sving er det en mine yndlingsbakker her i området.

Fra toppen af Refsgårde, går det mod Tørskind Grusgrav, hvor en nedkørsel venter os. Jah, faktisk er denne sektion i løbet en spejlvending af samme sektion fra f.eks. Stjernetour Grindsted eller Grejsdalsløbet. For efter det kuperede stykke omkring Tørskind, hvor det altså også går op ad Lihmskov, omtrent 1500 meter med 4% i snit, så venter en nedkørsel ved Blue Horse, inden det igen går rigtigt op ad Tingkærvej, omtrent 600 meter med over 6% i snit.

Den afgørende slutning

Vi har nu rundet de 90 km og nærmer os Randbøldal. Efterhånden er de fleste af rutens 1053 højdemeter ved at være kørt, men der mangler stadig en større bakker og en række mindre knolde inden målet i Smidstrup.

Ved kilometer nummer 99 skal vi ad et skarpt højresving, så skarpt at vi er over 90 grader, ud mod Fandensdal, som det populært kaldes. Det foregår først via en nedkørsel, som godt kan være en smule teknisk og knapt 2 km lang, inden det straks går opad igen via Vork Bakker. Egentligt er der kun tale om en bakke, så navnet er misvisende. Men tilgengæld er det også den sidste rigtige bakke i løbet. Omkring 800 meter lang og næsten 7% i snit, den bakke stiger utroligt jævnt hele tiden og er ret konstant mellem 6 og 8% i snit, visse steder dog tæt på 10%. Fra toppen af denne bakke er der dog lidt over 20 km hjem, så man skal mene det alvorligt, hvis man vælger at stikke af fra sin gruppe der.

To større hovedveje skal krydses på de sidste 20 km, men vejvisere på ruten gør sit for at holde sikkerheden i top – dog har trafikanter med fire hjul altså førsteret.
En del sving af de skarpe slags venter også på de sidste kilometer hjem, så egentligt føringsrytme i en større gruppe kan være svær at holde.

Det er først når hovedvej 170, eller Vejlevej, er krydset efter 122 km, at der kan køres rigtigt væddeløb de sidste 3 km. Vejen er smal, fyldt med små sving og sjældent ret meget trafik. Enkle små knolde undervejs på denne strækning kan også danne grobund for afgørende angreb mod målstregen.

Målstregen ligger lige inden for byskiltet, formentligt på p-pladsen ved hallen, så det afgørende hul skal være sat før man kører rundt om det sving og ind på p-pladsen.

Hvis du vil læse mere om bakkerne i dette løb, samt se hvordan jeg har kategoriseret dem, så se oversigten her til højre

Bakkerne i Tour de Trekanten 125 km

Jeg betegner den som en kategori 2 stigning i dette løb.

Jeg betegner den som en kategori 1 stigning i dette løb.

Jeg betegner den som en kategori 1 stigning i dette løb, dog på grænsen til en uden for kategori

Jeg betegner den som en kategori 2 stigning i dette løb, dog på grænsen til kategori 1 grundet sin længde.

Jeg betegner den som en kategori 2 stigning i dette løb.

Jeg betegner den som en kategori 1 stigning i dette løb.

Se hele ruten her

Læs mere om løbet og tilmeld dig her